Afgørelse om betalingspligt for anbringelse af grønlandske borgere i Danmark efter dansk domsafsigelse

Sagen drejer sig om, hvorvidt de sagsøgte kommuner, Lolland Kommune og Randers Kommune, skal afholde de udgifter, som er forbundet med anbringelsen af to brødre på institution i Danmark. Brødrene, Person 1 og Person 2, er født i Grønland og blev i 2010 idømt anbringelse på institution i Danmark af Nuuk Kredsret på grund af kriminalitet. De blev oprindeligt anbragt på Institution 4 i Hedensted.

Sagens Kerne

Efter en ny kriminel handling i april 2011 blev brødrene adskilt og anbragt på forskellige institutioner i Danmark: Person 1 på Institution 1 i Lolland Kommune og Person 2 på Institution 5 i Region Midtjylland (senere Institution 1). Den centrale problemstilling opstod, da en dansk domstol (Retten i Horsens) den 2. april 2014 dømte brødrene for den nye kriminalitet og i den forbindelse ophævede den oprindelige grønlandske foranstaltning og fastsatte nye, tilsvarende foranstaltninger under dansk lovgivning.

Parternes Stillingtagen

• Kommuneqarfik Sermersooq (den grønlandske kommune) gjorde gældende, at den danske dom af 2. april 2014 ændrede det retlige grundlag for anbringelserne. De mente, at Lolland Kommune og Randers Kommune, som opholdskommuner på domstidspunktet, dermed blev betalingskommuner i henhold til Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1 og 2. Kommuneqarfik Sermersooq krævede refusion for udgifter afholdt fra den 2. april 2014 til april 2019, i alt 11.310.157,40 kr. fra Lolland Kommune og 8.638.805,50 kr. fra Randers Kommune. De anførte, at de først blev bekendt med ændringen i betalingspligten i slutningen af 2018/begyndelsen af 2019, hvilket suspenderede forældelsesfristen.
• Lolland Kommune og Randers Kommune påstod frifindelse. De argumenterede for, at anbringelserne fortsat skete på grundlag af den oprindelige grønlandske dom fra 2010, og at de grønlandske bekendtgørelser om døgnophold i Danmark (Bekendtgørelse nr. 1389 af 2006 og nr. 647 af 2017) fortsat fandt anvendelse, enten direkte eller analogt. De gjorde desuden gældende, at Kommuneqarfik Sermersooqs krav var delvist forældede eller bortfaldet ved retsfortabende passivitet, da information om den danske dom var tilgængelig tidligere.

Forløbet

• 2010: Nuuk Kredsret idømmer brødrene anbringelse i Danmark.
• 2011: Brødrene anbringes i Danmark. Efter ny kriminalitet adskilles de og anbringes på Institution 1 (Lolland) og Institution 5 (Region Midtjylland).
• 2014: Retten i Horsens afsiger dom, der ophæver den grønlandske foranstaltning og fastsætter nye danske foranstaltninger.
• 2016: Person 2 overflyttes til Institution 1, hvor Person 1 allerede er anbragt.
• 2018: Kommuneqarfik Sermersooq begynder at modtage fakturaer direkte fra danske kommuner.
• 2019: Kommuneqarfik Sermersooq bliver opmærksom på den danske doms betydning for betalingspligten og rejser spørgsmålet over for Ankestyrelsen.
• 2020: Kommuneqarfik Sermersooq fremsætter formelle krav om refusion over for Lolland Kommune og Randers Kommune.
• 2021: Sagerne anlægges ved Retten i Nykøbing Falster og Retten i Randers og henvises senere til sambehandling ved Vestre Landsret som 1. instans i henhold til Retsplejeloven § 254, stk. 1.

Landsretten fandt, at grundlaget for anbringelserne af Person 1 og Person 2 i Danmark efter den 2. april 2014 alene var den danske dom. Den grønlandske foranstaltning blev ophævet af den danske dom, og anbringelserne skete herefter ikke længere på foranledning af de grønlandske sociale myndigheder. Kontrollen med foranstaltningen påhvilede herefter den regionale statsadvokat i Danmark, jf. Straffeloven § 72.

Landsrettens Begrundelse

• Anvendelse af bekendtgørelser: Landsretten fastslog, at bekendtgørelse nr. 1389 af 12. december 2006 og den senere bekendtgørelse nr. 647 af 31. maj 2017, som regulerer døgnophold i Danmark for grønlandske borgere, ikke fandt anvendelse for anbringelserne efter den 2. april 2014. Dette skyldtes, at anbringelsesgrundlaget var ændret fra grønlandsk til dansk dom. Landsretten afviste også, at bekendtgørelserne kunne anvendes analogt.
• Betalingspligt: Da Randers Kommune og Lolland Kommune var opholdskommuner for henholdsvis Person 2 og Person 1 den 2. april 2014, påhvilede det disse kommuner at yde hjælp og dermed være betalingskommuner for de efterfølgende anbringelser i henhold til Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1 og 2 og Retssikkerhedsloven § 9, stk. 7. Landsretten bemærkede, at problemstillingerne havde været kendt af Socialministeriet, Ankestyrelsen og Selvstyret i Grønland siden foråret 2019 uden at føre til regelændringer.
• Afholdte udgifter: Kommuneqarfik Sermersooq havde godtgjort at have afholdt de opkrævede udgifter til anbringelserne.
• Forældelse: Landsretten lagde til grund, at Kommuneqarfik Sermersooq først blev bekendt med den nye anbringelsesdom og dens konsekvenser for betalingspligten den 10. april 2019. Forældelsesfristen på 3 år, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 1, blev derfor suspenderet indtil denne dato, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2. Da sagerne blev anlagt den 10. februar 2021, var krav forud for den 10. februar 2018 forældede. Landsretten fandt ikke grundlag for retsfortabende passivitet for de ikke-forældede krav.
• Besøgsrejser: Landsretten fandt, at der efter dansk ret ikke er hjemmel til at afholde udgifter til besøgsrejser for pårørende, og disse udgifter kunne derfor ikke kræves tilbagebetalt. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 kunne ikke føre til en anden vurdering.

Afgørelse

Landsretten dømte:

Kommuneqarfik Sermersooq blev frifundet for de selvstændige påstande, der var nedlagt af Randers Kommune og Lolland Kommune.

Sagsomkostninger

Randers Kommune og Lolland Kommune skal hver betale 254.000 kr. i sagsomkostninger til Kommuneqarfik Sermersooq. Beløbet dækker advokatbistand og retsafgift og skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.