Højesteret stadfæster dom i drabssag, men ændrer indrejseforbuddets varighed

Sagens Forløb og Baggrund

Denne sag omhandler en anke vedrørende udvisning af "Tiltalte 2" fra Danmark.

Tidligere Instanser og Anke

Sagen blev oprindeligt behandlet af Retten i Roskilde den 21. december 2021 og efterfølgende af Østre Landsret den 24. august 2022. Landsretten havde dømt Tiltalte 2 til udvisning med et permanent indrejseforbud. Tiltalte 2 ankede dommen til Højesteret med påstand om stadfæstelse af byrettens dom, mens Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens dom.

Tiltalte 2's Anbringender

Tiltalte 2 anførte, at en udvisning ville være i strid med:

• Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20 om afledt opholdsret, da han er forælder til et mindreårigt barn, der er dansk statsborger og ikke har udnyttet sin ret til fri bevægelighed. Han hævdede, at der bestod et afhængighedsforhold mellem ham og barnet, og at udvisningen ville skade barnets tarv.
• Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3 om forbud mod tortur og anden umenneskelig eller nedværdigende behandling, idet han frygtede ikke at kunne modtage passende behandling for sin paranoide skizofreni i et modtagerland.
• Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til privatliv og familieliv, da udvisningen ville være et uproportionalt indgreb. Han fremhævede sin stærke tilknytning til Danmark, hvor han er født og opvokset, har hele sin familie, og ingen reel tilknytning til andre lande.

Han påpegede desuden, at alvoren af den kriminalitet, han havde begået, skulle tillægges begrænset vægt, da han var frifundet for straf på grund af utilregnelighed (Straffeloven § 16, stk. 1).

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden påstod, at Tiltalte 2 skulle udvises i henhold til Udlændingeloven § 22, nr. 1, 3 og 6, da udvisningen ikke med sikkerhed ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2.

Anklagemyndigheden argumenterede for, at:

• Udvisningen ikke ville have opholdsretlige konsekvenser for barnet, da barnets mor havde eneforældremyndigheden og var den primære omsorgsperson. Der bestod ikke et faktisk afhængighedsforhold mellem barnet og Tiltalte 2, hvilket betød, at udvisningen ikke var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20.
• Spørgsmålet om Menneskerettighedskonventionens artikel 3 ikke skulle afgøres under denne sag.
• En samlet vurdering af kriminalitetens karakter og alvor samt Tiltalte 2's personlige forhold måtte føre til, at udvisningen ikke var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
• Tiltalte 2, trods sin mentale tilstand, havde manipuleret offeret og medgerningsmanden til at begå drabet. Hans tidligere straffe for personfarlig kriminalitet og en tidligere advarsel om udvisning skulle tillægges vægt.

Tiltalte 2's Personlige Forhold og Kriminalitet

Tiltalte 2 er en 25-årig statsløs palæstinenser, født og opvokset i Danmark. Han har haft en vanskelig opvækst med anbringelser i plejefamilier og institutioner, ingen uddannelse og har levet af kontanthjælp siden han fyldte 18 år. Han har en søn på 4 år, der bor hos sin mor i Danmark, men kontakten er begrænset. Han har ingen reel tilknytning til andre lande. Han lider af paranoid skizofreni og modtager medicin, men der var bekymring for, om han kunne modtage passende behandling i et modtagerland.

Tiltalte 2 blev fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 237 for drab, begået i forening og efter fælles forståelse og forudgående planlægning med en anden. Han blev dog frifundet for straf i medfør af Straffeloven § 16, stk. 1 på grund af utilregnelighed og blev dømt til anbringelse i psykiatrisk afdeling. Han havde tidligere straffe, herunder for personfarlig kriminalitet, og havde modtaget en advarsel om udvisning.

Højesterets Begrundelse og Afgørelse

Højesteret stadfæstede landsrettens dom om udvisning af Tiltalte 2, men ændrede varigheden af indrejseforbuddet fra permanent til tidsbegrænset.

Retsgrundlag for Udvisning

Retten fandt, at betingelserne for udvisning i Udlændingeloven § 22, nr. 1, 3 og 6, var opfyldt.

Vurdering efter EU-retten

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at udvisningen ikke var i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde artikel 20. Dette skyldtes, at der ikke blev fundet et faktisk afhængighedsforhold mellem Tiltalte 2 og hans barn, som ville medføre, at barnet blev tvunget til at forlade Unionens område.

Vurdering efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

Udvisningen udgjorde et indgreb i Tiltalte 2's ret til privat- og familieliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1. En proportionalitetsvurdering blev derfor foretaget i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2.

Proportionalitetsvurdering og Konkrete Forhold

Ved proportionalitetsvurderingen lagde Højesteret vægt på følgende:

• Kriminalitetens alvor: Tiltalte 2 var fundet skyldig i drab (Straffeloven § 237), begået i forening og efter forudgående planlægning. Selvom han var straffri på grund af utilregnelighed (Straffeloven § 16, stk. 1), var han i stand til at deltage i drabet.
• Risiko for gentagelse: Højesteret fandt, at der var en betydelig risiko for, at Tiltalte 2 fremover ville begå kriminalitet, herunder personfarlig kriminalitet, hvis han ikke blev udvist. Dette blev understøttet af hans tidligere straffe for personfarlig kriminalitet og en tidligere advarsel om udvisning.
• Tilknytning til Danmark: Tiltalte 2 er født og opvokset i Danmark, har familie her (mor, søskende, barnets mor og barn) og taler dansk. Han har dog haft en vanskelig opvækst, ingen uddannelse og har levet af kontanthjælp. Han blev ikke anset for at være særlig godt integreret i Danmark.
• Tilknytning til andre lande: Han er statsløs palæstinenser og har ingen reel tilknytning til andre lande end Danmark.
• Forhold til barnet: Kontakten til hans barn var meget begrænset, og barnets mor havde eneforældremyndigheden. Der blev ikke fundet et faktisk afhængighedsforhold, der ville medføre, at barnet blev tvunget til at forlade Unionens område.
• Sindssygdom: Retten anerkendte, at straffrihed på grund af sindssygdom kan begrænse vægten af kriminalitetens alvor i proportionalitetsvurderingen, jf. Menneskerettighedsdomstolens praksis (Savran-dommen).

Konklusion om Indrejseforbud

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at en udvisning af Tiltalte 2 var en proportional foranstaltning med henblik på at forebygge uro og forbrydelse. Dog fandt retten, at et permanent indrejseforbud ville være uproportionalt. Derfor blev indrejseforbuddet fastsat til 6 år i henhold til Udlændingeloven § 32, stk. 5, nr. 1.

Landsrettens dom blev stadfæstet med denne ændring af indrejseforbuddets varighed. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.