Sag om bindende tilsagn om erstatning trods forudbestående lidelse

Klageren anmeldte en ulykke efter en fodboldkamp, hvor han blev tacklet bagfra. Forsikringsselskabet anerkendte ulykken som dækningsberettiget. Selskabets lægekonsulenter vurderede, at klagerens mén var under 5% efter ulykken, primært på grund af en forudbestående lidelse, og afviste derfor dækning.

Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet anførte, at en sagsbehandler fra selskabet havde givet klageren et bindende tilsagn om en erstatningsudbetaling svarende til 10% méngrad, hvilket selskabet ikke bestred. Selskabet argumenterede dog for, at tilsagnet var givet på et tidspunkt, hvor sagsbehandleren ikke var opmærksom på, at forsikringsbetingelserne ikke var opfyldt, da klagerens mén efter ulykken var under 5%, og forsikringen ikke dækker forudbestående invaliditet.

Selskabet anførte endvidere, at klagerens skuffede forventninger ikke kunne medføre dækning, og at en efterkommelse af klagerens krav ville medføre uhjemlet vinding. Klageren skulle have været vidende om sin forudbestående lidelse og derfor ikke i god tro med hensyn til omfanget af den anmeldte ulykkesskade.

Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet fastholdt, at klageren havde fået tilsagn om erstatning svarende til en méngrad på 10%.

Forsikringsbetingelserne indeholder bestemmelser om, at forsikringen ikke dækker sygdom, forværring af sygdom som følge af ulykkestilfælde, eller ulykkestilfælde der skyldes sygdom. Derudover dækker forsikringen kun invaliditet på mindst 5%, og en forudbestående invaliditet berettiger ikke til erstatning.

Nævnet fandt, at selskabets medarbejder havde givet klageren et bindende tilsagn om erstatning svarende til 10% mén. Nævnet lagde til grund, at medarbejderen havde meddelt klageren, at selskabet havde undersøgt og konstateret, at klageren havde oplyst om sin forudbestående lidelse i højre knæ ved forsikringens tegning. Da klageren samtidig fik oplyst, at sagen havde været forelagt selskabets lægekonsulenter, der havde fastsat hans méngrad til 10%, fandt nævnet, at klageren havde grund til at tro, at den fastsatte méngrad alene var fastsat ud fra det anmeldte ulykkestilfælde. Nævnet fandt herefter, at klageren var i god tro med hensyn til det tilsagn, han fik af selskabets medarbejder, og klageren har således krav på erstatning uanset bestemmelserne om forudbestående lidelse i forsikringsbetingelserne.

Som følge heraf bestemmes:

Selskabet, Kgl.Brand, skal anerkende, at klageren har krav på erstatning svarende til den af selskabets lægekonsulenter fastsatte méngrad på 10%, og skal betale klageren den erstatning, som han herefter har krav på, med renter efter forsikringsaftalelovens § 24.