Højesterets kendelse om domstolsprøvelse af genindlæggelse i henhold til behandlingsdom

Denne sag omhandler spørgsmålet om domstolsprøvelse af genindlæggelse på psykiatrisk afdeling i henhold til en behandlingsdom.

Sagens Baggrund

Domfældte blev ved Retten i Hernings dom af 21. november 2013 fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 119, stk. 1 og Straffeloven § 123. Han blev i medfør af Straffeloven § 69, jf. Straffeloven § 68, 2. pkt., dømt til at undergive sig behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af kriminalforsorgen. Dommen fastslog, at kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse. Der var ingen længstetid for foranstaltningen, men længstetiden for ophold i institution var 1 år.

Domfældte blev efterfølgende genindlagt på psykiatrisk afdeling den 12. juni, 21. september og 26. september 2018 på baggrund af denne behandlingsdom.

Sagens Forløb i Tidligere Instanser

Sagen har tidligere været behandlet ved Retten i Viborg (kendelse af 23. oktober 2018) og Vestre Landsret (kendelse af 4. april 2019).

Hovedspørgsmål for Højesteret

Sagen for Højesteret angik, om der efter Straffeloven § 72, stk. 2, er adgang til domstolsprøvelse af beslutninger om genindlæggelse af en person, der er idømt en behandlingsdom, som hjemler genindlæggelse.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden argumenterede for, at indlæggelse i henhold til en foranstaltningsdom har direkte hjemmel i dommen og ikke kræver efterfølgende godkendelse af retten. Det blev anført, at Straffeloven § 72 ikke giver hjemmel til at prøve lovligheden af en indlæggelse i henhold til en foranstaltningsdom, især ikke ved genindlæggelser, hvor hospitalets overlæge har kompetence til at udskrive og genindlægge den dømte. Anklagemyndigheden mente, at dette ikke var i strid med artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Domfældtes Anbringender

Domfældte anførte, at der ikke burde sondres mellem en dom til ambulant psykiatrisk behandling med mulighed for indlæggelse og en dom til psykiatrisk behandling med mulighed for genindlæggelse, når det gælder adgangen til domstolsprøvelse af indlæggelsens lovlighed i henhold til Straffeloven § 72. Det blev fremhævet, at artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention sikrer ret til domstolsprøvelse af en administrativ beslutning om genindlæggelse, og at en sådan hjemmel kan findes i Straffeloven § 72.

Højesterets Afgørelse

Højesteret fastslog, at en beslutning om genindlæggelse i henhold til en behandlingsdom, der allerede hjemler genindlæggelse, ikke er omfattet af ordlyden i Straffeloven § 72, stk. 2. Der blev ikke fundet holdepunkter i lovforarbejderne for, at sådanne beslutninger skulle anses for omfattet af bestemmelsen.

Retten fandt ikke grundlag for at antage, at dette resultat var i strid med artikel 5, stk. 4, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det blev bemærket, at Straffeloven § 72, stk. 2 giver mulighed for domstolsprøvelse hvert halve år af, om den idømte foranstaltning skal ændres eller ophæves.

Højesteret tog ikke stilling til, om en domfældt har adgang til at begære en beslutning om indlæggelse i henhold til en dom til ambulant psykiatrisk behandling, som hjemler indlæggelse, prøvet ved domstolene.

Da Domfældte ikke havde gjort indsigelse mod den idømte foranstaltning som sådan, tog Højesteret anklagemyndighedens påstand om ophævelse af landsrettens kendelse og afvisning af sagen til følge.

Resultat

Landsrettens kendelse blev ophævet, og sagen blev afvist. Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.