Højesterets dom om forskelsbehandling på grund af alder – forligs bindende virkning og bevis for manglende sammenhæng mellem opsigelse og alder

Forskelsbehandling på grund af alder

Højesteret behandlede herefter spørgsmålet om ulovlig forskelsbehandling på grund af alder.

• Lovgrundlag: Ifølge Forskelsbehandlingsloven § 2, stk. 1 må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle lønmodtagere ved afskedigelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, der giver anledning til formodning om forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket, jf. Forskelsbehandlingsloven § 7 a.
• Formodning om forskelsbehandling: I den foreliggende sag var ingen af de opsagte lærere under 53 år. Statistiske oplysninger om aldersfordelingen kan pege i retning af en formodning om forskelsbehandling.
• Kommunens bevisførelse: Højesteret lagde til grund, at skolen ved udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle opsiges, lagde vægt på den enkelte lærers linjefagskompetencer og mulighed for at indgå i skolens samlede opgavevaretagelse. Dette var også angivet i høringsbrevet forud for opsigelsen.

Højesteret fandt på denne baggrund, at kommunen havde bevist, at opsigelsen af Appellant ikke havde haft nogen direkte eller indirekte sammenhæng med hendes alder. Opsigelsen var derfor ikke i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2.

Konklusion og sagsomkostninger

Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.

Det centrale punkt i sagen er sammensætningen af de opsagte medarbejdere. Klager og de to andre afskedigede kolleger udgjorde de tre ældste medarbejdere ud af en gruppe på cirka 15 projektledere:

Klager anførte, at han aldrig havde modtaget advarsler eller kritik, men tværtimod var blevet rost for sit arbejde af både det interne projektkontor og styregruppemedlemmer. En af de øvrige afskedigede kolleger havde desuden modtaget en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven via sit fagforbund.

Forligsforhandlinger og tvisten om fuld og endelig afgørelse

Efter opsigelsen indgik parterne et forlig, hvor klager modtog en godtgørelse svarende til to måneders løn. Under forhandlingerne havde klagers advokat eksplicit rejst krav efter både Funktionærloven og Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2. Indklagede svarede dog, at de udelukkende ville forholde sig til en godtgørelse efter Funktionærlovens § 2b.

Da klager efterfølgende indbragte sagen for Ligebehandlingsnævnet, protesterede virksomheden og mente, at det underskrevne forlig udgjorde en "fuld og endelig afgørelse", der afskar klager fra at rejse yderligere krav.