Højesteret stadfæster afgørelse om midlertidigt forbud i sag om varemærkekrænkelse

Sagens Parter

• Kærende (Designer virksomhed) og Kærende (advokat Claus Barrett Christiansen for begge)
• Indkærede: Tagwerc Unternehmergesellschaft (tysk selskab)

Sagens Baggrund

Kærende (individ) er ægtefælle til den afdøde designer Person, hvis designrettigheder hun har arvet og videreoverdraget til selskabet Kærende (Designer virksomhed). Kærende (individ) er desuden indehaver af en international varemærkeregistrering for ordmærket "Navn 9".

Tagwerc er et tysk selskab, der markedsfører og sælger filtpuder under navnet "Navn 1", som passer til stolen "Navn 9" designet af Person. Konflikten mellem parterne har stået på siden 2009 og omhandler Tagwercs brug af domænenavne, markedsføring af produkter og anvendelse af betegnelser, som Kærende anser for at krænke deres varemærke- og markedsføringsrettigheder. Der har været drøftelser om samarbejde og en tidligere retssag i Tyskland, som Kærende tabte.

I april 2020 foretog Kærende (Designer virksomhed) og deres advokat prøvekøb af Tagwercs produkter til levering i Danmark. Efterfølgende sendte Kærende et advarselsbrev den 5. august 2020 og anlagde sag om midlertidige forbud den 1. oktober 2020.

Tidligere Instanser

• Sø- og Handelsretten (12. januar 2021): Nægtede at fremme anmodningen om midlertidige forbud. Retten fandt, at der var dansk værneting for krænkelser på dansk territorium, jf. domsforordningens artikel 7, nr. 2, og varemærkeforordningens artikel 125, stk. 5. Retten lagde dog til grund, at Kærende havde udvist passivitet i henhold til Retsplejeloven § 413, stk. 1, nr. 3, hvilket var grundlag for afvisningen.
• Østre Landsret (27. august 2021): Stadfæstede Sø- og Handelsrettens kendelse. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort eller sandsynliggjort, at Tagwercs adfærd nødvendiggjorde et forbud, eller at Kærendes mulighed for at opnå deres ret ville forspildes, hvis de henvistes til at afvente tvistens retlige afgørelse, jf. Retsplejeloven § 413, nr. 2 og 3.

Påstande

Kærende (Designer virksomhed) og Kærende nedlagde seks påstande, der primært omhandlede forbud mod Tagwercs anvendelse af specifikke betegnelser ("Navn 1", "Navn 2", "Navn 3", "Navn 4", "Navn 5", "Navn 6", "Navn 7", "Navn 8") som varemærker i forbindelse med markedsføring og salg af "filtpuder" og "tilbehør til stole" i Danmark. Herunder også forbud mod at markedsføre sig som specialist i Kærende (Designer virksomhed) produkter.

Tagwerc nedlagde påstand om afvisning, subsidiært stadfæstelse af de tidligere afgørelser. Tagwerc anførte, at Kærende havde ændret og udvidet deres påstande for Højesteret, og at rette værneting var Tyskland.

Højesterets Vurdering af Værneting og Påstande

Højesteret lagde til grund, at varer fra Tagwercs engelsksprogede webshop blev bestilt og leveret til Danmark. Da Kærendes påstande alene vedrørte salg og markedsføring rettet mod Danmark, fandt Højesteret, at der var værneting for sagen i Danmark.

Højesteret afviste Tagwercs påstand om afvisning på grund af ændrede påstande, idet Højesteret fandt, at der alene var tale om sproglige ændringer, som ikke gav grundlag for at afvise kæren.

Betingelser for Midlertidigt Forbud

Sagen angik herefter, om betingelserne for at nedlægge midlertidige forbud var opfyldt, jf. Retsplejeloven § 413.

Højesteret tiltrådte på baggrund af bevisførelsen, herunder forklaringerne for Sø- og Handelsretten, at der siden 2009 løbende havde været drøftelser mellem parterne om bl.a. muligt samarbejde, link mellem hjemmesider og Tagwercs markedsføring af Kærende (Designer virksomhed)-produkter. Højesteret lagde endvidere til grund, at Kærende gennem en årrække havde kendskab til Tagwercs salg og markedsføring på deres hjemmeside, hvor Tagwerc markedsførte sig som international forhandler af Kærende (Designer virksomhed)-produkter.

Højesteret fandt, at det ikke var sandsynliggjort, at Kærendes mulighed for at opnå deres ret ville forspildes, hvis de henvistes til at afvente tvistens retlige afgørelse, jf. Retsplejeloven § 413, nr. 3. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at det EU-retlige passivitetsbegreb, som Kærende havde påberåbt sig, angår materielle rettigheder og ikke den processuelle ret til at få nedlagt et midlertidigt forbud.

Højesterets Afgørelse

Højesteret stadfæstede Landsrettens kendelse.

Da Tagwerc ikke var repræsenteret af advokat for Højesteret, skulle ingen af parterne betale kæreomkostninger for Højesteret til den anden part.