Afgørelse om refusion ved anbringelse - spørgsmål om passivitet

Et forældrepar flyttede til A kommune i december 2004, mens kvinden var gravid. Hospitalet indberettede mistanke om alkoholforbrug under graviditeten og ustabil fremmøde til svangerundersøgelser, hvilket førte til en opfordring om kommunalt samarbejde for at sikre barnets trivsel. Efter barnets fødsel i februar 2005, hvor det var indlagt til observation for alkoholsyndrom, blev sagen afsluttet af hospitalet med en opfordring til kommunen om opfølgning.

I maj 2005 blev familien anbragt på en institution af Den Sociale Døgnvagt på grund af forældrenes berusede tilstand. A kommune øgede herefter kontakten med sundhedsplejersken, som rapporterede, at barnet udviklede sig normalt, men at der var vold i hjemmet relateret til alkoholmisbrug. Familien flyttede til B kommune i januar 2006, og kort efter blev kvinden og barnet akut indskrevet på en familieinstitution efter en voldsepisode.

B kommune anmodede om refusionstilsagn fra A kommune for udgifter til barnet, idet de mente, at A kommune havde udvist passivitet ved ikke at følge op på underretninger om forældrenes misbrug og vold. A kommune afslog refusionen med den begrundelse, at barnet ikke udviste tegn på at være stærkt skadet eller alvorligt truet i sin udvikling, baseret på sundhedsplejerskens notater. Det sociale nævn stadfæstede A kommunes afgørelse, hvorefter B kommune ankede sagen til Ankestyrelsen med henvisning til A kommunes pligt til at gribe ind, når et barn har behov for særlig støtte. Sagen blev behandlet i principielt møde for at belyse praksis for passivitet efter Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 5, 1. pkt..

Ankestyrelsen fandt ikke, at A kommune havde udvist passivitet i en sådan grad, at der kunne kræves refusion for udgifter til anbringelse af barnet uden for hjemmet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune var bekendt med familiens vanskeligheder og havde forsøgt at støtte barnet gennem tæt og udvidet kontakt med sundhedsplejersken. Kommunen fulgte barnets udvikling via sundhedsplejerskens notater, som indikerede normal udvikling, og havde desuden haft kontakt til egen læge, der ikke havde bemærkninger.

Det fremgår af Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 5, 1. pkt., at opholdskommunen har ret til refusion, når den tidligere opholdskommune var bekendt med de forhold, der begrundede tilbuddet, og det var åbenbart, at der måtte gribes ind. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke var godtgjort, at det var åbenbart, at A kommune burde have grebet yderligere ind. Derfor tiltrådte Ankestyrelsen det sociale nævns afgørelse.