Forældelse af refusionskrav mellem kommuner vedrørende for meget opkrævet egenbetaling

En mand, der var anbragt i familiepleje af A kommune i B kommune, flyttede i 2002. I den forbindelse opdagede B kommune, at der siden juni 1998 var opkrævet for meget i egenbetaling for opholdet, hvilket medførte et tilbagebetalingskrav til manden.

B kommune orienterede A kommune i juli 2003 om den mulige efterregning og igen i februar 2004 om, at beløbet var opgjort, men at sagen var anket af borgeren. Efter at nævnet i juli 2005 tiltrådte B kommunes nye afgørelse, efterbetalte B kommune beløbet til borgeren i september 2005 og fremsendte samtidig en faktura til A kommune.

A kommune anerkendte forpligtelsen, men gjorde gældende, at en del af kravet, specifikt udgifter for perioden før september 2002, var forældet. B kommune klagede over dette og henviste til de tidligere henvendelser i juli 2003 og februar 2004. Nævnet tiltrådte A kommunes afgørelse med den begrundelse, at kravet først var rejst ved fremsendelse af fakturaen i september 2005.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse og fastslog, at krav om refusion mod en tidligere opholdskommune skal være rejst senest 3 år efter, at hjælpen er ydet. Dette princip er afgørende for, hvornår et refusionskrav kan anses for rejst i henhold til Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 11.

Principiel vurdering af refusionskrav

Ankestyrelsen lagde vægt på følgende:

• Tidspunkt for hjælpens ydelse: Ved hjælpens ydelse forstås det tidspunkt, hvor borgeren faktisk modtog den ydelse, der var ret til, i dette tilfælde opholdet i familiepleje (naturalieydelsen).
• Handlekommunens ansvar: Handlekommunen (her B kommune) havde rådighed over sagens oplysninger og bestemte selv, hvornår efterbetalingskravet skulle opgøres.
• Kravets fremsættelse: Et refusionskrav anses først for rejst, når det er fremsat som et specifikt beløb. Først på dette tidspunkt har betalingskommunen (her A kommune) mulighed for at tage stilling til beløbets størrelse og inddrage det i regnskaberne.

Ankestyrelsen bekræftede dermed, at de tidligere henvendelser fra B kommune til A kommune ikke udgjorde en tilstrækkelig fremsættelse af kravet til at afbryde forældelsesfristen, da de ikke indeholdt et specifikt beløb.