Mellemkommunal refusion af udgifter til opholdssted i opsigelsesperiode

Sagen omhandler en tvist om mellemkommunal refusion af udgifter til et opholdssted for et anbragt barn. Q Kommune var handlekommune, og Y Kommune var betalingskommune. Den oprindelige kontrakt med opholdsstedet fra marts 1998 havde et opsigelsesvarsel på én måned, men dette blev ændret i december 2002 til seks måneder ved anbringelser over fem år. I januar 2003 godkendte P Amt kun et opsigelsesvarsel på løbende måned plus én måned.

I april 2006 opsagde Q Kommune aftalen og flyttede barnet til et nyt opholdssted. Y Kommune afviste i april 2008 at refundere udgifterne for mere end tre måneder af den seks måneder lange opsigelsesperiode, da de mente, at det lange varsel medførte en unødvendig dobbeltudgift. Det Sociale Nævn ændrede Y Kommunes afgørelse og fastslog, at udgiften var en faktisk udgift omfattet af refusion, og at nævnet ikke havde kompetence til at vurdere samarbejdsaftalen mellem kommunen og opholdsstedet. Y Kommune klagede herefter til Ankestyrelsen, idet de anførte, at refusionsomfanget burde tage hensyn til bagvedliggende aftaler og mangelfulde kontrakter.

Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at Y Kommune er forpligtet til at yde refusion for den samlede opsigelsesperiode. Afgørelsen stemmer overens med Det Sociale Nævns tidligere afgørelse.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen fastslår, at udgiften til betaling af opholdsstedet i opsigelsesperioden er en faktisk udgift efter serviceloven og dermed omfattet af retten til refusion. Der var ikke uenighed om, at der er lovhjemmel til at afholde udgiften, eller om barnets ret til ydelsesniveauet.

Det blev understreget, at spørgsmål om handlekommunens omhu i forbindelse med at løse opgaverne med færrest mulige omkostninger, herunder indgåelse af kontrakter, ikke kan behandles efter Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 1. Hvis en handlekommune har påført betalingskommunen unødvendige udgifter på grund af manglende omhu, skal dette løses mellem kommunerne efter reglerne om erstatning uden for kontrakt ved domstolene. Ankestyrelsen og nævnet kan alene tage stilling til borgerens ret til en ydelse, ikke til de privatretlige aftaler mellem kommuner og samarbejdspartnere.