Hjemvisning af sag om mellemkommunal refusion ved uenighed om opholdskommune

En borger modtog kontanthjælp fra A Kommune, selvom borgeren var folkeregistertilmeldt på rådhuset og oplyste at opholde sig i B og C Kommuner. A Kommune anmodede om mellemkommunal refusion fra B Kommune, men B Kommune afviste kravet.

Det sociale nævn tiltrådte B Kommunes afgørelse og begrundede den med, at borgeren ikke havde haft ophold i B Kommune som defineret i Retssikkerhedsloven § 9c, stk. 2. Nævnet vejledte desuden A Kommune om at ophøre med udbetaling af kontanthjælp, hvis de fortsat ikke anså sig for at være opholdskommune.

A Kommune klagede til Ankestyrelsen og anførte, at nævnets vejledning var uforenelig med Retssikkerhedsloven § 9, stk. 7, som netop skulle forhindre, at borgere ikke modtog hjælp på grund af uenighed mellem kommuner. Sagen blev behandlet principielt for at afklare fremgangsmåden ved mellemkommunal refusion i sådanne situationer.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling i det sociale nævn.

Ankestyrelsen fastslog, at A Kommune som folkeregisterkommune med rette havde udbetalt hjælp til borgeren. Kommunen havde derfor ret til mellemkommunal refusion, hvis nævnet efter den fornyede behandling fandt, at B Kommune var den rette opholdskommune for borgeren, jf. Retssikkerhedsloven § 9, stk. 7.

Refusionen kunne tidligst gøres gældende fra det tidspunkt, hvor A Kommune første gang rettede henvendelse til B Kommune om spørgsmålet om opholdskommune. Ankestyrelsen understregede, at A Kommune var forpligtet til at varetage handleforpligtelsen i situationer, hvor kommunerne var uenige om den rette opholdskommune.