Fogedrettens kendelse om at henskyde sagsomkostningsafgørelsen i en bevissikringssag til en verserende krænkelsessag kunne kæres uden appeltilladelse

Denne sag omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en fogedrets afgørelse om at henskyde fastsættelsen af sagsomkostninger i en bevissikringssag til en verserende krænkelsessag kan kæres uden særskilt tilladelse. Sagen blev indledt af Kærende ApS, som anlagde en bevissikringssag ved Fogedretten i Aarhus mod Indkærede A/S. Kærende ApS mente, at Indkærede A/S havde krænket deres immaterialrettigheder ved salg af produkter, der lignede Kærende ApS' egne.

Sagens Forløb i Fogedretten og Landsretten

• Fogedrettens afgørelse (8. september 2021): Fogedretten henskød afgørelsen om sagsomkostninger i bevissikringssagen til den verserende krænkelsessag ved Sø- og Handelsretten, med henvisning til Retsplejeloven § 643 og Retsplejeloven § 653 d.
• Kærende ApS's kære til Landsretten: Kærende ApS kærede fogedrettens afgørelse til Vestre Landsret med påstand om, at landsretten selv skulle fastsætte omkostningerne, subsidiært hjemvise sagen til fogedretten.
• Landsrettens afgørelse (19. november 2021): Landsretten stadfæstede fogedrettens kendelse. Landsretten begrundede dette med, at afgørelsen om henskydelse af sagsomkostninger måtte sidestilles med afgørelser efter Retsplejeloven § 421, 3. pkt., og at forarbejderne til Retsplejeloven § 427 angav, at sådanne afgørelser ikke kunne kæres. Landsretten afviste kæremålet, da der ikke forelå kæretilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. Retsplejeloven § 253, stk. 4.

Anbringender for Højesteret

• Kærende ApS's anbringender: Kærende ApS anførte, at omkostningsfastsættelsen skulle ske i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/48/EF (retshåndhævelsesdirektivet), som foreskriver, at rimelige omkostninger bæres af den tabende part. De argumenterede endvidere for, at Retsplejeloven § 584, stk. 1 giver fri adgang til kære af fogedretsafgørelser, medmindre andet er bestemt i loven. De mente, at reglerne for midlertidige forbud og påbud (kapitel 40) adskiller sig væsentligt fra bevissikringssager (kapitel 57 a), og at en begrænsning af kæreadgangen ville stride mod direktivets artikel 3, stk. 2, om effektive og afskrækkende retsmidler.
• Indkærede A/S's anbringender: Indkærede A/S påstod afvisning af Kærende ApS' principale påstand, da ingen af de lavere instanser havde udmålt omkostningerne beløbsmæssigt. De argumenterede for, at Retsplejeloven § 421, Retsplejeloven § 427 og Retsplejeloven § 643 skulle ses i sammenhæng, og at der ikke var grundlag for at fortolke, at der i bevissikringssager skulle være fri adgang til kære af afgørelser om henskydelse af sagsomkostninger, modsat forbudssager.

Højesteret afviste først Kærende ApS' principale påstand om beløbsmæssig udmåling af omkostninger, da dette ikke var behandlet i de lavere instanser.

Højesterets Begrundelse for Kæreadgang

Højesteret tog herefter stilling til, om landsretten med rette havde afvist at behandle kæremålet. Retten bemærkede, at ved behandling af sager om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder efter Retsplejeloven kapitel 57 a, finder Retsplejeloven § 643 tilsvarende anvendelse, jf. Retsplejeloven § 653 d.

• Kæreadgang i bevissikringssager: Højesteret fastslog, at fogedrettens afgørelser i sager om bevissikring kan kæres efter de almindelige regler om appel af fogedrettens afgørelser i Retsplejeloven kapitel 53, medmindre andet er bestemt i loven, jf. Retsplejeloven § 584, stk. 1, og specifikt Retsplejeloven § 653 a, stk. 8 og Retsplejeloven § 644.
• Forskellen mellem kapitel 40 og kapitel 57a: Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at fortolke kærereglen i Retsplejeloven § 653 a, stk. 8 på samme måde som Retsplejeloven § 427, der vedrører midlertidige forbud og påbud (kapitel 40). Dette skyldes, at lovforarbejderne til § 427 udtrykkeligt begrænser kæreadgangen for henskydelse af omkostninger i forbudssager, men lignende bemærkninger findes ikke for bevissikringssager.
• Ikke en delafgørelse: Afgørelsen om at henskyde sagsomkostninger blev ikke anset for en delafgørelse, der kræver tilladelse til kære fra Procesbevillingsnævnet efter Retsplejeloven § 253, stk. 4.

Afgørelse

Højesteret tog Kærende ApS' subsidiære påstand om hjemvisning til landsretten til følge. Landsrettens kendelse blev ophævet, og sagen blev hjemvist til behandling ved landsretten, uden begrænsning til kun at omfatte spørgsmålet om fastsættelse af sagens omkostninger.

Sagsomkostninger for Højesteret: