Højesteret stadfæster afvisning af sag om ophævelse af udvisning, da betingelserne i udlændingeloven ikke er opfyldt

Sagens Baggrund og Tidligere Forløb

Tiltalte 2, en nigeriansk statsborger født i 1962, indrejste i Danmark i maj 2002 efter at have fået opholdstilladelse i april 2002 baseret på ægteskab. Efter skilsmisse i 2007 blev hans opholdstilladelse inddraget i juni 2009, en afgørelse der blev stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration i februar 2010 med en udrejsefrist til marts 2010.

I april 2014 blev Tiltalte 2 af Retten på Frederiksberg idømt 30 dages fængsel og udvist med et 6-årigt indrejseforbud. Dommen skyldtes overtrædelser af Udlændingeloven § 59, stk. 2 (arbejde uden ret til ophold eller arbejde) og Udlændingeloven § 59, stk. 1, nr. 2 (ophold uden tilladelse). Efterfølgende ansøgninger om opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9 b, asyl efter Udlændingeloven § 7 og familiesammenføring efter Udlændingeloven § 9, stk. 21, blev alle afvist af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet.

Tidligere Prøvelser af Udvisningen

I september 2014 begærede Tiltalte 2 spørgsmålet om ophævelse af udvisningen indbragt for retten i henhold til Udlændingeloven § 50. Begæringen henviste til helbredsproblemer, et nyt ægteskab og en påstået fejl fra rettens side ved ikke at inddrage oplysninger om børn, som Tiltalte 2 anså sig som far til. Udlændingestyrelsen afgav en udtalelse i sagen efter Udlændingeloven § 57, stk. 1, hvoraf det fremgik, at Tiltalte 2 ikke havde lovligt ophold i Danmark i udvisningsbestemmelsernes forstand, jf. Udlændingeloven § 27.

Retten på Frederiksberg afviste begæringen i december 2015, og Østre Landsret stadfæstede afgørelsen i marts 2016. Landsretten lagde til grund, at der ikke var sket væsentlige ændringer i Tiltalte 2's forhold, jf. Udlændingeloven § 50, stk. 1, jf. § 26, og at opretholdelsen af udvisningen ikke stred mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Nye Omstændigheder og Seneste Begæring

I november 2016 fik Tiltalte 2 en søn (Barn 4) med en ny samlever (Person 6). En ansøgning om familiesammenføring med sønnen blev afvist i august 2019, da Tiltalte 2 ikke havde lovligt ophold i Danmark.

I juni 2020 begærede Tiltalte 2 på ny spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten, jf. Udlændingeloven § 50. Baggrunden var, at der var forløbet 6 år siden dommen uden udsendelse, og at han havde etableret nye familiebånd. Hjemrejsestyrelsen oplyste i juni 2021, at Tiltalte 2 havde undladt at overholde sin melde- og opholdspligt, hvilket havde forhindret udsendelsesbestræbelser. Han var blevet skønnet udrejst af Danmark, men blev senere fundet boende hos sin samlever.

Familieretten på Frederiksberg frifandt i marts 2022 Person 6 for Tiltalte 2's påstand om yderligere samvær med Barn 4, men fastsatte ret til overvåget samvær.

Samme dag, den 15. marts 2022, afviste Retten på Frederiksberg begæringen om ophævelse af udvisningen. Retten lagde til grund, at der på nuværende tidspunkt ikke pågik reelle udsendelsesbestræbelser, og at tidshorisonten for iværksættelse af udvisning var uvis. Derfor var de tidsmæssige betingelser i Udlændingeloven § 50, stk. 1, 2. pkt. ikke opfyldt. Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 22. april 2022, idet landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag for at antage, at Tiltalte 2 ikke om nødvendigt ville kunne udsendes tvangsmæssigt af landet. Sagen blev herefter indbragt for Højesteret.

Højesterets Begrundelse og Afgørelse

Sagen angik, hvorvidt Tiltalte 2 kunne få prøvet spørgsmålet om ophævelse af sin udvisning, der blev idømt af Retten på Frederiksberg den 8. april 2014, i henhold til Udlændingeloven § 50.

Det var ubestridt, at de tidsmæssige betingelser for domstolsprøvelse, som fastsat i Udlændingeloven § 50, stk. 1, ikke var opfyldt. Højesteret henviste til lovændringen i lov nr. 919 af 21. juni 2022, der indsatte muligheden for at fravige tidsfristerne, hvis der foreligger "ganske særlige grunde". Denne undtagelse forudsætter en formodning om, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at der på det foreliggende grundlag ikke var en sådan formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Det blev fremhævet, at Tiltalte 2's manglende udsendelse ikke skyldtes faktiske udsendelseshindringer, men derimod hans manglende overholdelse af melde- og opholdspligt, hvilket havde forhindret de relevante myndigheder i at kende hans opholdssted og iværksætte udsendelsesbestræbelser.

Højesteret bemærkede endvidere, at lovændringen fra 2022 ikke udvider adgangen til at få prøvet spørgsmålet om en domsudvisning, men alene bringer bestemmelsen i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Endelig fandt Højesteret ikke, at der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid. Dette blev begrundet med, at Tiltalte 2 ikke har haft lovligt ophold i Danmark siden 2009, gentagne gange har fået afslag på ansøgninger om familiesammenføring på grund af ulovligt ophold, og tidligere har fået prøvet spørgsmålet om ophævelse af udvisningen i to instanser.

Afgørelse

Landsrettens kendelse blev stadfæstet.

Statskassen blev pålagt at betale kæresagens omkostninger for Højesteret.