Danica: Afslag på invalideydelse under omskoling for frisør med håndeksem

Klageren, en frisør, havde en livsforsikring i Danica og påstod at være berettiget til invalideydelse i en omskolingsperiode. Klageren blev uarbejdsdygtig i februar 1993 på grund af håndeksem, og selskabet udbetalte invalideydelse fra 11/5 til 1/11 1993. Selskabet mente ikke, at klagerens erhvervsevne var nedsat til 1/3 eller derunder.

Selskabet meddelte den 4/8 1993, at udbetaling var bevilliget indtil 1/11 1993, idet deres lægekonsulent vurderede, at klagerens arbejdsevne som frisør var nedsat til under 1/3, men den generelle erhvervsevne ikke var nedsat. Lægen mente, at revalidering til andet erhverv var muligt.

Klageren ønskede omskoling til Social- og Sundhedshjælper. Selskabet anførte, at forsikringen ikke gav ret til invalideydelser under omskoling, og at de ikke havde taget stilling til kulance.

Klageren henviste til selskabets kundeblad fra 1986, hvor det fremgik, at man i en omskolingsperiode ville få udbetalt Statsanstaltens invaliderente. Selskabet bemærkede, at kundebladet ikke var en del af forsikringsbetingelserne, og at klagerens forsikring først var tegnet i 1990.

Klageren oplyste, at han fik kundebladet fra 1986 af sin assurandør ved tegning af forsikringen. Assurandøren bekræftede, at særtrykket af Liv og Pension blev anbefalet udleveret til kommende kunder i forbindelse med spørgsmål om 'tab af erhvervsevne'.

I kundebladet stod bl.a., at man enten er berettiget til invaliderente eller ikke, og at omskoling til et andet erhverv kunne komme på tale, hvis der var en rimelig sandsynlighed for, at den forsikrede kunne genvinde sin erhvervsevne på samme niveau som før. Det fremgik også, at der i en omskolingsperiode ville blive udbetalt Statsanstaltens invaliderente.

Selskabet anførte i en skrivelse af 25/11 1994, at klageren skulle starte i en børnehave 37 timer pr. uge indtil september 1995, og at Danica maksimalt ville have tilbudt en ydelse pr. kulance i en omstillingsperiode. Selskabet vurderede, at klagerens arbejdsevne var intakt nu, hvor hun skiftede erhverv, og at en 3 1/2 års pædagoguddannelse ikke var nødvendig. Eventuel udbetaling ville herefter være betinget af, at klageren blev tilkendt offentlig helbredsbetinget førtidspension, der svarede til en nedsættelse af arbejdsevnen til 1/3 eller mindre.

I forsikringsbetingelserne fremgik det, at ret til invalideydelse har den forsikrede, der mister sin erhvervsevne på grund af sygdom eller ulykkestilfælde, således at erhvervsevnen er nedsat til 1/3 eller derunder af den fulde erhvervsevne. Det fremgik også, at Statsanstalten kunne betinge retten til fortsat udbetaling af invaliderente af, at forsikrede tilkendes offentlig førtidspension, der svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen til 1/3 eller derunder.

Nævnet fandt, at klagerens tilfælde ikke var omfattet af den situation, der er beskrevet i selskabets kundeblad fra 1986. Efter de foreliggende oplysninger om klagerens arbejdsevne var nævnet enig med selskabet i, at der ikke var grundlag for at fastslå, at klagerens arbejdsevne efter den 1/11 1993 har været nedsat til 1/3 eller derunder.

Da selskabet i skrivelse af 25/11 1994 med hjemmel i forsikringsbetingelserne har gjort retten til fortsat udbetaling af invaliderente m.m. betinget af, at klageren tilkendes offentlig førtidspension, der svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen til 1/3 eller derunder, kunne nævnet ikke kritisere selskabets standpunkt i sagen.

Som følge heraf blev klagen ikke taget til følge.