Codan Forsikring: Stop af invaliderente og krav om tilbagebetaling efter omskoling
Dato
31. marts 2003
Principiel sag
Nej
Forsikringstype
Individuel pension
Afgørelse
Delvis medhold
Firma navn
Codan
Dokument
Klageren, der har en livsforsikring i Codan Forsikring, klager over, at selskabet pr. 1. august 2002 stoppede udbetalingen af invaliderente, genoptog præmiebetalingen og krævede allerede udbetalt erstatning tilbagebetalt.
Klageren påstår, at selskabet er forpligtet til at betale invalideydelse i en omskolingsperiode, da han anses for uarbejdsdygtig i sit erhverv som bager.
Codan Forsikring anfører, at klageren er omfattet af en gruppeerhvervsudygtighedsforsikring, der dækker udbetaling af ydelser og præmiefritagelse, hvis forsikredes erhvervsevne er nedsat med mindst 50% i mindst 3 måneder. Selskabet modtog en skadesanmeldelse den 11. januar 2002, hvor klageren anførte, at han siden den 2. november 2001 havde været sygemeldt på grund af hælesporer. Codan accepterede midlertidigt at betragte klagerens erhvervsevne i forhold til hans hidtidige erhverv som bager og bevilgede fuld præmiefritagelse og ydelse fra 2. februar til 1. juli 2002.
Efterfølgende indhentede Codan fornyede oplysninger fra kommunen, hvoraf det fremgik, at klageren var blevet tildelt økonomisk støtte til uddannelsesbetingede udgifter og var blevet raskmeldt pr. 13. maj 2002 og kom under revalidering. Codans lægekonsulent vurderede, at den generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst 1/2, og at der derfor ikke var grundlag for yderligere udbetaling eller præmiefritagelse. Codan fastholdt denne afgørelse, da klageren efter omskoling vil kunne påtage sig arbejde som erhvervschauffør, og betingelserne for forsikringsdækning derfor ikke er opfyldt, jf. forsikringsbetingelserne § 3. Selskabet har krævet tilbagebetaling for perioden 13/5 - 1/7 2002.
Af forsikringsbetingelserne fremgår det, at forsikringen dækker, hvis den forsikredes generelle erhvervsevne nedsættes på grund af helbredsforringelse, og at tab af erhvervsevne foreligger, når den forsikrede ikke længere er i stand til at tjene, hvad der er almindeligt for fuldt erhvervsudygtige personer med lignende uddannelse og alder. Codan kan betinge fortsat udbetaling af tab af erhvervsevneydelse samt fritagelse for betaling af præmie af, at forsikrede er tilkendt offentlig pension, der svarer til nedsættelse af erhvervsevnen til en tredjedel eller derunder, respektive til halvdelen eller derunder, og at tilkendelsen udelukkende er begrundet i helbredsforringelse (sygdom eller ulykke).
Nævnet giver Codan Forsikring medhold i, at klagerens generelle erhvervsevne efter den 13. maj 2002 ikke kan anses for nedsat med mindst 50%. Nævnet finder dog, at da klageren har modtaget den udbetalte ydelse i god tro, er selskabet uberettiget til at kræve tilbagebetaling af det udbetalte beløb.
Konklusion
Codan Forsikring skal anerkende, at de er uberettigede til at kræve den udbetalte ydelse fra 13/5 til 1/7 2002 tilbagebetalt. Klagen tages ikke til følge i øvrigt.
Lignende afgørelser