Godkendelse af personlig alarm og tilbageholdelse i bolig for person med nedsat psykisk funktionsevne

Sagen omhandlede en 28-årig mand med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som boede i et amtsligt bofællesskab. Amtskommunen ansøgte om godkendelse af anvendelse af et personligt alarmsystem og fysisk magt (fastholdelse/tilbageførsel) for at forhindre ham i at forlade boligen. Begrundelsen var en nærliggende risiko for, at han ville udsætte sig selv eller andre for væsentlig personskade.

Mandens tilstand var beskrevet som psykosenær og lettere sindslidende med et svingende intellektuelt udviklingstrin svarende til 7-10 år. Han var impulsstyret, uforudsigelig og potentielt farlig, idet han tidligere havde udvist voldelig adfærd over for medbeboere og forladt boligen uvarslet, herunder gennem et vindue om natten og opsøgt fremmede. Han var desuden ikke trafiksikker, og bofællesskabet lå nær en stærkt trafikeret vej.

Det sociale nævn afslog ansøgningen. Nævnet mente, at manden ikke var omfattet af personkredsen for magtanvendelse, og at de påtænkte foranstaltninger ikke var absolut påkrævet, da pædagogiske foranstaltninger burde være fyldestgørende. Nævnet påpegede også en formel mangel vedrørende indhentelse af pårørendes bemærkninger og advokatbistand.

Amtskommunen klagede over afgørelsen og fastholdt, at manden var omfattet af målgruppen, og at de foreslåede foranstaltninger var nødvendige på grund af hans latente farlighed og uforudsigelige adfærd, som pædagogiske tiltag alene ikke kunne afværge. Forældrene havde erklæret sig enige i ansøgningen, og advokatbistand var ydet.

Ankestyrelsen ændrede det sociale nævns afgørelse og godkendte amtskommunens beslutning om anvendelse af personligt alarmsystem og tilbageholdelse i boligen.

Ankestyrelsens vurdering af betingelserne

Ankestyrelsen fandt, at manden var omfattet af personkredsen i Serviceloven § 109, stk. 2. Dette blev begrundet med tilstrækkelig lægelig og faglig dokumentation for, at han havde en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der gjorde ham ude af stand til at handle fornuftsmæssigt eller overskue konsekvenserne af sine handlinger, især når han uvarslet forlod boligen. Han blev anset for at være væsentligt udviklingshæmmet og i perioder psykotisk.

Ankestyrelsen vurderede endvidere, at der var en nærliggende risiko for, at han ved at forlade boligen udsatte sig selv eller andre for væsentlig personskade, og at foranstaltningerne var absolut påkrævet for at afværge denne risiko. Dette blev underbygget af:

• Hans uvarslede forlader af boligen, herunder gennem vinduer om natten og opsøgning af fremmede.
• Risikoen for at forvolde andre skade, da han kunne medbringe farlige genstande og tidligere havde udvist voldelig adfærd.
• Risikoen for personskade i trafikken, da han ikke var trafiksikker og boede nær en stærkt trafikeret vej.
• De eksisterende pædagogiske foranstaltninger, herunder døgnbemanding, ikke var tilstrækkelige til at forhindre den pludselige og uvarslede adfærd.

Formelle betingelser og godkendelsens varighed

De formelle betingelser i Serviceloven § 109f, stk. 2 blev anset for opfyldt, da forældrene var orienteret og havde erklæret sig enige. Manglende advokatbemærkninger forud for sagens indsendelse til nævnet medførte ikke ugyldighed, da advokaten var orienteret og udtalelsen forelå før nævnets afgørelse, jf. Serviceloven § 109h.

Godkendelsen af foranstaltningerne gjaldt for en periode af 8 måneder og forudsattes løbende vurderet. Ankestyrelsen bemærkede, at bestemmelserne om genvurdering i Serviceloven § 109j, stk. 4 ikke fandt anvendelse for nævnets godkendelser. Afgørelsen om tilbageholdelse kunne kræves forelagt Landsretten til prøvelse, jf. Serviceloven § 109k, stk. 1.