Afgørelse om hjælp til hjælperværelse efter Servicelovens § 102, stk. 1 ved nybyggeri

En familie bestående af to voksne kørestolsbrugere med muskelsvind og et raskt barn boede i en 100 m2 lejlighed, som var blevet for lille grundet deres omfattende behov for hjælpere. Begge forældre havde en hjælpeordning efter Serviceloven § 77, hvilket betød, at der ofte var 1-2 hjælpere til stede i hjemmet, også om natten.

Familien havde købt en byggegrund og søgte kommunen om støtte til at opføre et 190 m2 hus med ekstra kvadratmeter tilpasset deres handicap. Kommunen bevilgede kun et begrænset antal ekstra kvadratmeter til bolig og depotrum og afslog bl.a. støtte til et hjælperværelse, stue, arbejdsværelse og garage samt gulvbelægning. Kommunen behandlede sagen efter Serviceloven § 102, stk. 1.

Familien klagede til Det Sociale Nævn over kommunens afgørelse, især vedrørende hjælperværelset, antallet af bevilgede kvadratmeter og beregningsmetoden. Nævnet ændrede delvist kommunens afgørelse, bevilgede flere kvadratmeter til visse rum, og fandt, at familien var berettiget til et hjælperværelse, som blev hjemvist til kommunen for størrelsesvurdering. Nævnet stadfæstede dog kommunens afslag på ekstra kvadratmeter til stue, køkken/alrum og kontor samt gulvbelægning. Nævnet afviste også at genoptage sagen om beregning af kvadratmeterpris.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse om hjælperværelset, idet de mente, det ikke var en nødvendig boligindretning efter Serviceloven § 102. Familien klagede også til Ankestyrelsen over nævnets afslag på genoptagelse af sagen om kvadratmeterprisberegning.

Ankestyrelsen fandt, at familien var berettiget til dækning af udgifter til et hjælperværelse efter Serviceloven § 102, stk. 1.

Begrundelse for afgørelsen

• Nødvendig boligindretning: Ankestyrelsen vurderede, at et hjælperværelse var nødvendigt for at gøre boligen bedre egnet som opholdssted for familien. Dette skyldtes familiens omfattende behov for hjælpere, herunder behov for overnattende hjælpere, samt familiens og hjælpernes behov for privatliv og mulighed for at trække sig tilbage.
• Personkreds: Familien var omfattet af personkredsen i Serviceloven § 102, stk. 1, som omfatter personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
• Hjælpeordningens omfang: Begge forældre havde en omfattende hjælpeordning efter Serviceloven § 77, hvilket medførte, at der altid var mindst én, ofte to, hjælpere til stede i hjemmet, også om natten.

Ankestyrelsen tiltrådte Det Sociale Nævns afgørelse, herunder hjemvisningen af spørgsmålet om størrelsen af udgiften til hjælperværelset til kommunen for fornyet vurdering. Ankestyrelsen forholdt sig ikke til spørgsmålet om beregning af kvadratmeterprisen.