Tilbagebetaling af kørselspenge efter Serviceloven § 40, stk. 2, nr. 9

Sagen omhandlede en mors tilbagebetaling af kørselspenge, som hun havde modtaget i forbindelse med samvær med sin søn, der var anbragt uden for hjemmet. Moderen havde tidligere modtaget kørselspenge for at hente og bringe sønnen, og hun modtog fortsat kørselspenge for samvær med sin datter, der også var anbragt.

I det konkrete tilfælde besøgte moderen sønnen i plejefamilien, efter at et planlagt besøg i hendes hjem var blevet flyttet. Kommunen oplyste, at der ikke var givet tilsagn om kørselsgodtgørelse for dette specifikke besøg. Moderen henvendte sig dog til kommunen og fik udbetalt beløbet baseret på hendes egen opgørelse af kørte kilometer.

Sagen blev forelagt Ankestyrelsen for at afklare, om kommunen kunne kræve beløbet tilbagebetalt, når der ikke forelå en bevilling, og om moderen havde modtaget beløbet mod bedre vidende. Det skulle vurderes, hvem der bar risikoen for den fejlagtige udbetaling af en skønsmæssig ydelse.

Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse og fastslog, at moderen ikke skulle tilbagebetale det udbetalte beløb. Betingelserne for at kræve tilbagebetaling af kørselsgodtgørelsen var ikke opfyldt.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på flere forhold:

• Der var ikke en særskilt hjemmel til at fastsætte tilbagebetaling for denne type ydelser, jf. Serviceloven § 40, stk. 2, nr. 9.
• Det var ikke godtgjort, at moderen havde modtaget beløbet mod bedre vidende, jf. Serviceloven § 119.
• Moderen havde tidligere været berettiget til kørselsgodtgørelse for samvær med sønnen og var fortsat berettiget til det for samvær med datteren.
• Kommunen udbetalte beløbet uden at undersøge, om der forelå en bevilling, da moderen anmodede om kørselsgodtgørelse.

På baggrund af disse oplysninger fandt Ankestyrelsen, at kommunen måtte bære risikoen for den fejlagtige udbetaling.