Ugyldig afgørelse om samvær truffet over for farmor uden forældremyndighed

En farmor, der havde forældremyndigheden over ét barnebarn, anmodede om samvær for sig selv og dette barnebarn med et andet barnebarn, som var anbragt uden for hjemmet. Farmoderen havde ikke forældremyndigheden over det anbragte barn.

Kommunen afslog farmoderens anmodning om samvær og traf afgørelse over for hende efter Serviceloven § 57, stk. 2. Farmoderen klagede herefter til det sociale nævn, som tiltrådte kommunens afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at præcisere reglerne om anbragte børns samvær og kontakt med andre end forældrene, samt reglerne for klageadgang.

Ankestyrelsen fandt, at nævnets afgørelse var ugyldig og ophævede den.

Begrundelsen var, at afgørelser om samvær og kontakt med andre end forældrene skal træffes over for forældremyndighedens indehaver eller den unge over 15 år. Det er tilsvarende kun disse parter, der har klageadgang, jf. Serviceloven § 122, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kommunen havde truffet afgørelse og givet klagevejledning til farmoderen, selvom hun ikke var forældremyndighedsindehaver for det anbragte barn. Kommunens adgang til at træffe afgørelser om barnets forhold under anbringelsen, herunder samvær med andre end forældrene, skal ske efter Serviceloven § 55, stk. 1.

Sagen blev derfor hjemvist til kommunen til fornyet behandling og afgørelse. Kommunen skal træffe afgørelse over for forældremyndighedens indehaver og foretage en konkret og individuel vurdering af det anbragte barns behov for samvær med farmoderen og det andet barnebarn. Dette skal ske under hensyn til formålet med anbringelsen og barnets forbindelse med nærtstående, hvis det er til gavn for barnet, jf. Vejledning nr. 208 af 19. december 2000 om særlig støtte til børn og unge, pkt. 125.