Command Palette

Search for a command to run...

Handlekommune ved delt forældremyndighed - Merudgifter til handicappet barn

Dato

10. juli 2013

Eksterne links

Læs hele sagen

Juridisk område

Serviceloven, Retssikkerhedsloven

Emner

Befordringsudgifter, Handlekommune, Merudgifter ved forsørgelsen af et handicappet barn, Fælles forældremyndighed, Opholdskommune

Sagen omhandlede en 6-årig dreng med Downs syndrom, hvis forældre var flyttet fra hinanden. De havde fælles forældremyndighed, og drengen boede skiftevis en uge hos hver forælder. Drengen var tilmeldt folkeregistret i A Kommune, hvor faderen boede, mens moderen boede i B Kommune.

Moderen ansøgte A Kommune om dækning af nødvendige merudgifter til transport af sønnen mellem hendes bopæl i B Kommune og sønnens institution i A Kommune. Både A Kommune og det sociale nævn afslog ansøgningen med den begrundelse, at B Kommune var den rette handlekommune for moderens ansøgning, med henvisning til Social Meddelelse SM 0-140-97.

Landsforeningen LEV klagede på moderens vegne til Ankestyrelsen. De argumenterede for, at SM 0-140-97 var fejltolket, og at drengens folkeregisteradresse i A Kommune burde være afgørende for handlekommunen, jf. Retssikkerhedsloven § 9. LEV fremhævede, at A Kommune havde haft den største kontakt med familien og barnet gennem hele drengens liv. Sagen blev behandlet principielt for at afklare handlekommunens kompetence i sager om merudgifter for handicappede børn med skilte forældre bosiddende i forskellige kommuner.

Ankestyrelsen ændrede det sociale nævns afgørelse og fastslog, at A Kommune havde kompetence til at træffe afgørelse om moderens ret til hjælp efter Serviceloven § 28 til transport af sønnen.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på, at:

  • Drengen var tilmeldt folkeregistret i A Kommune, hvilket gjorde A Kommune til opholds- og handlekommune for sønnen, jf. Retssikkerhedsloven § 9, stk. 1 og stk. 3.
  • Merudgifter efter Serviceloven § 28 er en ydelse, der knytter sig til barnet med nedsat funktionsevne eller kronisk lidelse, ikke til den enkelte forælders bopæl.
  • Der ikke var holdepunkter i forarbejderne til Serviceloven § 28 for, at minimumsgrænsen for merudgifter skulle opfyldes i begge forældres bopælskommuner, når forældrene bor hver for sig.

Ankestyrelsen konkluderede, at det er barnets opholdskommune, der skal behandle ansøgninger om hjælp efter Serviceloven § 28, selv når den ansøgende forælder har en anden opholdskommune end barnet.

Lignende afgørelser