Ændring af afgørelse om boligindretning

En borger med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne boede til leje hos sine forældre på en landejendom. Borgeren havde ikke eget værelse, sov i en specialseng i stuen, og badeværelset var for lille til nødvendig pleje, hvilket betød, at borgeren ikke havde modtaget hjemmehjælp siden 2007. Der var desuden vanskeligheder med at placere borgerens hjælpemidler i boligen.

Borgerens mor og værge ansøgte om boligindretning i form af en tilbygning. Kommunen afslog ansøgningen med henvisning til en VISO-rapport, der anbefalede institutionsanbringelse. Det Sociale Nævn tiltrådte afslaget, men med den begrundelse, at en flytning til institution ville være en mere fremtidssikret løsning. Forældrene ønskede dog, at borgeren skulle forblive i hjemmet, så længe de kunne varetage plejeopgaverne.

Ankestyrelsen ændrede Det Sociale Nævns afgørelse og fastslog, at kommunen skal yde den nødvendige boligindretning til borgeren på grund af dennes nedsatte funktionsevne. Afgørelsen bygger på, at borgeren har en varigt nedsat funktionsevne, som nødvendiggør boligindretning for at gøre hjemmet egnet som opholdssted.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at boligen, som den fremstod, ikke var egnet til borgerens ophold. Selvom en VISO-rapport foreslog institutionsregi, fandt Ankestyrelsen ikke, at dette alene kunne begrunde et afslag, da der ikke var konkrete omstændigheder, der tydede på en forestående institutionsflytning. Det blev understreget, at forældrenes udtrykkelige ønske var, at borgeren skulle forblive i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt desuden, at der ikke var holdepunkter for at antage, at borgerens ophold i hjemmet ville være af så kort varighed, at det kunne begrunde et afslag på boligindretning ud fra proportionalitetsprincippet. Kommunen skal nu foretage en konkret vurdering af, hvilken boligindretning der er nødvendig, og om hjælpen skal ydes efter Serviceloven § 116, stk. 1 eller Serviceloven § 116, stk. 2.