Hjemvisning grundet manglende notatpligt og partshøring i sag om tabt arbejdsfortjeneste

Sagen omhandlede et forældrepar med en alvorligt syg søn, hvis tilstand krævede omfattende pleje og delvis sondeernæring. Efter en periode med konstant hospitalsindlæggelse blev sønnen udskrevet til hjemmet med en åben indlæggelse, hvilket betød, at selv små ændringer i hans tilstand krævede omgående indlæggelse. Faderen havde modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter Serviceloven § 29 i de første fire måneder af sønnens liv.

En socialrådgiver på sygehuset ansøgte på faderens vegne om forlængelse af lønkompensationen i yderligere tre måneder, idet sønnen var pasningskrævende og krævede konstant overvågning. Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at der ikke var lægelige indikationer for, at begge forældre konstant skulle være til stede, da sønnens tilstand var bedret og stabiliseret. Kommunen bevilgede dog kompensation for enkeltdage i forbindelse med nødvendige undersøgelser og indlæggelser.

Socialrådgiveren klagede over afgørelsen, og sygeplejerskerne vurderede, at sønnens plejebehov i hjemmet svarede til hospitalspleje. En oversigt over sønnens døgnrytme viste behov for medicin og sondemadning otte gange i døgnet, og sygehuset udtalte, at sønnen var meget plejekrævende og for plejekrævende til at kunne klares af én person. Nævnet fastholdt kommunens afgørelse baseret på en lægekonsulents udtalelse, der beskrev sønnens tilstand som stabil, og at plejebehovet kunne klares af én person.

Efterfølgende gjorde overlægen på sygehuset nævnet opmærksom på, at hans udtalelse til lægekonsulenten var baseret på et utilstrækkeligt informationsgrundlag. Overlægen præciserede, at sønnens tilstand var livstruende, uændret af behandling, og at han var yderst plejekrævende døgnet rundt, hvor alternativet var permanent hospitalsophold. Det blev ikke anset for realistisk, at sønnen kunne passes af kun den ene forælder. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at genoptage sagen. Sagen blev herefter indbragt for Ankestyrelsen.

Sagen blev hjemvist til Nævnet til fornyet behandling og afgørelse. Ankestyrelsen fandt, at nævnets afgørelse var ugyldig som følge af manglende notering af faktiske oplysninger og manglende partshøring.

Begrundelse for hjemvisning

Ankestyrelsen lagde vægt på, at reglerne om notatpligt, jf. Offentlighedsloven § 6, stk. 1, og partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1, er garantiforskrifter. Tilsidesættelse af disse regler skaber en formodning om, at afgørelsen er påvirket af fejlen og dermed ugyldig. Denne formodning var ikke afkræftet i den konkrete sag.

Ankestyrelsen fremhævede, at de supplerende oplysninger, som nævnets lægekonsulent telefonisk havde indhentet fra overlægen på sygehuset – om sønnens stabile tilstand og plejebehov, der kunne klares af én person – var af væsentlig betydning for afgørelsen. Den manglende notering af disse oplysninger og den manglende partshøring over dem havde derfor haft betydning.

Ankestyrelsen lagde særligt vægt på sagens øvrige lægelige oplysninger, som modsagde lægekonsulentens vurdering, herunder at sønnen var meget plejekrævende, ikke kunne klares af én person, og at alternativet var permanent hospitalsophold. Desuden blev det fremhævet, at overlægen efter nævnets afgørelse havde oplyst, at hans mundtlige information var givet på et utilstrækkeligt grundlag.