Tilbagekaldelse af begunstigende afgørelse om merudgiftsydelse

En borger, der modtog merudgiftsydelse på 1.500 kr. månedligt grundet sukkersyge, fik i september 2008 sin bevilling forlænget af kommunen. Kort efter, den 24. september 2008, tilbagekaldte kommunen afgørelsen med henvisning til en ny undersøgelse fra Velfærdsministeriet af 7. august 2008, som ændrede de vejledende takster for diabeteskost. Kommunen mente, at borgerens merudgifter nu var for lave til at berettige ydelsen, som derfor ville bortfalde ved udgangen af december 2008.

Det sociale nævn fandt, at kommunen ikke var berettiget til at tilbagekalde den begunstigende afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at:

• Velfærdsministeriets undersøgelse var udgivet før kommunens oprindelige afgørelse og burde have været kendt.
• Kommunen selv henviste til intern koordinationsfejl.
• Undersøgelsen var et fortolkningsbidrag, ikke en lovændring, og det var ikke indlysende for borgeren, at afgørelsen var forkert.
• Bortfald af 1.500 kr. månedligt var et væsentligt indgreb for borgeren.

Kommunen klagede over nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke var berettiget til at tilbagekalde sin afgørelse af 17. september 2008 om merudgiftsydelse efter Serviceloven § 100. Dette betød, at borgeren fortsat var berettiget til ydelsen i den bevilgede periode frem til 31. august 2009.

Ankestyrelsen lagde til grund, at kommunens oprindelige afgørelse var en skønsmæssig og begunstigende forvaltningsakt, og at tilbagekaldelsen skete på ulovbestemt grundlag. Ved vurderingen af adgangen til at tilbagekalde begunstigende forvaltningsakter, som en adressat ønsker opretholdt, skal der foretages en konkret afvejning af flere forhold:

• Tilbagekaldelsesgrunden: Hensynet til det offentliges økonomi og lighed i administrationen var ikke tilstrækkeligt tungtvejende i denne sag.
• Indgrebets intensitet: Bortfald af ydelsen havde væsentlig betydning for borgeren.
• Tidspunkt for tilbagekaldelsesgrunden: Behovet for tilbagekaldelsen skyldtes ikke forhold, der kunne bebrejdes borgeren, og hensynet bag tilbagekaldelsen kunne have været taget i betragtning ved den oprindelige afgørelse.
• Bevillingens varighed: Selvom det var en løbende bevilling, var den konkret bevilget for et år, hvilket ikke blev anset for en lang årrække, der udvidede tilbagekaldelsesmuligheden væsentligt.
• Varsel: Et varsel på 3 måneder for tilbagekaldelsens ikrafttræden kunne ikke tillægges afgørende betydning.

Ankestyrelsen nåede dermed til samme resultat som det sociale nævn, idet kommunen måtte bære risikoen for den oprindelige fejl.