Afgørelse om afslag på fuld lønkompensation til begge forældre til handicappet barn

Sagen omhandler en familie med en 11-årig søn, der har en medfødt hjerneskade, hvilket medfører svær DAMP, empatiproblemer, eksplosiv adfærd og hyperkinesi. Sønnen kræver konstant mandsopdækning døgnet rundt, da han ellers forårsager skader på sig selv eller hjemmet og sover meget lidt.

Efter at forældrene havde taget sønnen hjem fra en institution, hvor han havde været i to år, var det ikke lykkedes at finde et egnet skole- eller behandlingshjem. Forældrene var bevilget 20 timers aflastning i hjemmet ugentligt, men var ellers eneansvarlige for pasning og undervisning.

Faderen modtog fuld lønkompensation på 37 timer ugentligt efter Serviceloven § 29. Moderen ansøgte kommunen om yderligere 20 timers kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen og det sociale nævn afslog ansøgningen med henvisning til, at der højst kunne ydes kompensation for i alt 37 timer ugentligt til forældrene tilsammen, jf. Serviceloven § 29, stk. 1.

Forældrene klagede til Ankestyrelsen og argumenterede for, at sønnens situation var så speciel, at der var behov for lønkompensation til begge forældre, da én person umuligt kunne varetage den nødvendige pasning alene.

Ankestyrelsen stadfæstede nævnets afgørelse og fandt, at moderen ikke var berettiget til yderligere hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Ankestyrelsen fastholdt, at der trods familiens særlige situation højst kan ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste med 37 timer pr. uge til forældrene tilsammen, jf. Serviceloven § 29, stk. 1.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde vægt på ordlyden af Serviceloven § 29, stk. 1 og punkt 106 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 5. marts 1998, som fastslår et udgangspunkt om en samlet grænse på 37 timer ugentligt for forældre.

Der kan dog i særlige tilfælde ydes hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til begge forældre samtidig, f.eks. ved sygehusophold, hvor begge forældres tilstedeværelse er påkrævet grundet operationens alvor eller behov for information om behandling efter udskrivelse, jf. vejledningens punkt 108. Disse undtagelser er dog af midlertidig varighed og typisk i situationer, hvor barnet opholder sig uden for hjemmet.

Ankestyrelsen vurderede, at selvom sønnens funktionsnedsættelse var omfattende og krævede konstant opmærksomhed, var det ikke påkrævet, at begge forældre var til stede samtidig. Én person kunne varetage pasningen, og familien var desuden bevilget 20 timers aflastning ugentligt i hjemmet. Familiens situation faldt derfor ikke ind under de meget begrænsede undtagelser, der tillader kompensation ud over de 37 timer ugentligt.