Tilbagebetaling af uberettiget modtaget hjælp: Betydningen af 'mod bedre vidende' ved kommunale fejludbetalinger

To sager om tilbagebetaling af uberettiget udbetalte sociale ydelser blev behandlet af Ankestyrelsen. Begge borgere havde modtaget for store beløb på grund af fejl fra kommunens side, og kommunerne krævede tilbagebetaling.

I den første sag modtog en 29-årig kvinde 21.432 kr. for meget i merudgifter til sin søn over en periode på 12 måneder, svarende til 1.786 kr. pr. måned. Kommunen havde sendt en rettet opgørelse, men kvinden hævdede, at hun var uvidende om fejludbetalingen og mente, at kommunen selv måtte bære ansvaret for fejlen. Det sociale nævn fandt, at hun ikke skulle tilbagebetale beløbet, da det ikke var godtgjort, at hun havde modtaget det mod bedre vidende.

I den anden sag modtog en 41-årig mand 19.266,36 kr. for meget i tabt arbejdsfortjeneste over 6 måneder, svarende til 3.211,06 kr. pr. måned. Fejlen skyldtes, at arbejdsmarkedsbidraget fejlagtigt blev udbetalt i stedet for at blive trukket fra. Manden opdagede selv fejlen efter cirka et halvt år og henvendte sig til kommunen. Han forklarede, at hans fokus havde været på hans hjerneskadede søns dårlige helbred og pædagogiske behov, hvilket havde forhindret ham i at gennemgå sine lønsedler grundigt. Kommunen krævede tilbagebetaling, men det sociale nævn ændrede afgørelsen og fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at han havde modtaget beløbet mod bedre vidende.

Begge kommuner klagede til Ankestyrelsen for at få afklaret, hvornår en ydelse kan anses for modtaget mod bedre vidende, og hvilken betydning det har, at fejludbetalingen skyldes kommunens forhold.

Ankestyrelsen tiltrådte i begge sager de sociale nævns afgørelser og fandt, at betingelserne for at kræve tilbagebetaling ikke var opfyldt efter Serviceloven § 119 (tidligere bistandslovens § 25, stk. 1, nr. 1).

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen lagde i begge sager vægt på, at det ikke var godtgjort, at ansøgerne havde modtaget de for meget udbetalte beløb mod bedre vidende.

• I kvindens sag blev der lagt vægt på, at ydelsen blev sat direkte ind på hendes konto uden samtidig meddelelse om beløbets størrelse og specifikation. Desuden blev det månedlige overbetalte beløb på 1.786 kr. ikke anset for at være så markant, at hun burde have vidst, at der var tale om en fejl. Hun havde opfyldt sin oplysningspligt.

• I mandens sag blev der lagt vægt på, at fejludbetalingen alene skyldtes kommunens forhold, og at han havde opfyldt sin oplysningspligt. Hans personlige situation med en alvorligt syg søn blev også anerkendt som en faktor, der påvirkede hans evne til at opdage fejlen.

Ankestyrelsen fastslog, at fejludbetalingen i begge tilfælde alene skyldtes kommunens forhold, og at kommunen derfor var nærmest til at bære risikoen for den skete fejludbetaling.