Sagsomkostninger i straffesag efter anke til skærpelse og kontraanke til frifindelse

Denne sag omhandler spørgsmålet om fordeling af sagsomkostninger i en straffeankesag, hvor både anklagemyndigheden og de tiltalte har anket. Sagen blev behandlet af Højesteret efter tidligere afgørelser fra Retten i Glostrup og Østre Landsret.

Sagens Baggrund og Forløb

Byrettens Dom (Retten i Glostrup, 11. maj 2021)

• Tiltalte 5, Tiltalte 4 og Tiltalte 1 blev sammen med to medtiltalte fundet skyldige i overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1 (legemsangreb af særlig farlig karakter).
• Tiltalte 5 blev desuden fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 124, stk. 1 (unddragelse af frihedsberøvelse).
• De blev frifundet for et andet forhold angående overtrædelse af Straffeloven § 245, stk. 1.
• Straffe: Tiltalte 5 og Tiltalte 1 blev idømt fængsel i 1 år og 9 måneder. Tiltalte 4 blev idømt fængsel i 2 år.
• Alle tre fik en advarsel om udvisning, jf. Udlændingeloven § 24 b, stk. 1.
• De blev pålagt at betale sagens omkostninger.

Anke til Landsretten (Østre Landsret, 13. oktober 2021)

• Anklagemyndighedens anke: Den 21. maj 2021 ankede anklagemyndigheden dommen for så vidt angår Tiltalte 5, Tiltalte 4 og Tiltalte 1 med påstand om skærpelse, herunder ubetinget udvisning. Dette blev betragtet som en udmålingsanke.
• Tiltaltes anke: Samme dag ankede Tiltalte 5 og Tiltalte 1 dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Tiltalte 4 ankede dommen uden angivelse af påstanden, hvilket blev opfattet som en bevisanke, jf. Retsplejeloven § 912, stk. 3.
• Landsrettens afgørelse: Landsretten stadfæstede byrettens dom og pålagde de domfældte at betale sagens omkostninger for landsretten, dog således at de hver især skulle betale salæret til deres beskikkede forsvarer. Landsretten begrundede dette med, at anklagemyndigheden havde anket til skærpelse, hvorefter sagen skulle behandles som en udmålingsanke, men da de tiltalte havde anket til frifindelse, overgik sagen til behandling som en bevisanke, hvilket medførte, at de tiltalte skulle betale omkostningerne.

Anke til Højesteret

• Tiltalte 5, Tiltalte 4 og Tiltalte 1 nedlagde påstand om, at sagens omkostninger til forsvarere for landsretten skulle afholdes af statskassen, subsidiært fordeles mellem tiltalte og anklagemyndigheden.
• Tiltalte 5 og Tiltalte 1 nedlagde desuden påstand om, at øvrige ikke opgjorte sagsomkostninger skulle afholdes af statskassen, da disse ikke var nærmere præciseret i byrettens og landsrettens afgørelser.
• Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af landsrettens bestemmelse om sagsomkostninger.

Højesterets Afgørelse om Sagsomkostninger

Hovedspørgsmål

Højesteret behandlede primært spørgsmålet om, hvorvidt de domfældte eller statskassen skulle betale sagsomkostningerne i en straffeankesag, når anklagemyndigheden havde anket til skærpelse (udmålingsanke), og de domfældte efterfølgende havde kontraanket til frifindelse (bevisanke). Derudover blev spørgsmålet om specificering af sagsomkostningsbeløb i dommen behandlet.

Pligt til at Betale Sagsomkostninger i Straffeankesager

• Højesteret lagde til grund, at anklagemyndigheden ankede byrettens dom til skærpelse, og at de domfældte efterfølgende kontraankede med påstand om frifindelse, hvilket for Tiltalte 4's vedkommende fulgte af Retsplejeloven § 912, stk. 3.
• Det følger af Retsplejeloven § 1008, stk. 3, at udgifter foranlediget ved anke kun skal udredes af tiltalte, hvis anken enten har ført til et ugunstigere udfald for tiltalte, eller hvis anken er iværksat af tiltalte selv og ikke har ført til forandring til dennes fordel.
• Højesteret fastslog, at en tiltalt, der iværksætter en anke til prøvelse af bevisbedømmelsen, jf. Retsplejeloven § 912, stk. 1, nr. 4, efter at anklagemyndigheden har anket i medfør af Retsplejeloven § 912, stk. 1, nr. 2, har foranlediget udgifter, som tiltalte har pligt til at erstatte, hvis anken ikke fører til en forandring til den tiltaltes fordel.
• Retten lagde vægt på, at en kontraanke til prøvelse af bevisbedømmelsen som udgangspunkt fører til en væsentlig forøgelse af ankesagens omfang. Det er i overensstemmelse med reglernes baggrund og formål, at den part, der kontraanker til prøvelse af bevisbedømmelsen, bærer risikoen for at skulle betale sagens omkostninger, hvis ankesagen ikke fører til en forandring af underinstansens dom.
• Størstedelen af omkostningerne ved en ankesag, der omfatter bevisbedømmelsen, udgøres normalt af forhold relateret til bevisførelsen. Der var derfor ikke grundlag for at fordele omkostningerne mellem statskassen og tiltalte, medmindre særlige forhold talte herfor, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.
• Tiltalte 4's anbringender vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og sagens forløb kunne ikke føre til et andet resultat.

Fastsættelse af Sagsomkostninger

• Det følger af Retsplejeloven § 1012, stk. 1, at retten træffer afgørelse om erstatning af omkostninger ved dommen. Retsplejeloven § 997, stk. 1 fastslår, at politidirektøren drager omsorg for straffedommens fuldbyrdelse.
• Højesteret fandt det i overensstemmelse med langvarig praksis, at landsretten bestemte, at de tiltalte skulle betale sagens omkostninger, uden at de konkrete sagsomkostningsbeløb var specificeret i dommen.
• Der var derfor ikke grundlag for at imødekomme Tiltalte 5 og Tiltalte 1's påstand om, at øvrige ikke opgjorte sagsomkostninger skulle afholdes af statskassen, blot fordi de ikke var nærmere præciseret i byrettens og landsrettens afgørelser.
• Højesteret bemærkede, at der er adgang til domstolsprøvelse af en eventuel tvist om sagsomkostningernes størrelse efter Retsplejeloven § 998.

Konklusion

• Landsrettens omkostningsafgørelse blev stadfæstet.
• Tiltalte 5 og Tiltalte 1's påstand om, at øvrige ikke opgjorte sagsomkostninger skulle afholdes af statskassen, blev ikke taget til følge.
• Kæreomkostningerne for Højesteret skal betales af statskassen.