Højesteret afviser erstatningskrav for påstået tortur under dansk militæroperation i Irak - forældelse og manglende bevis

Denne sag omhandler et godtgørelseskrav og en pligt til yderligere undersøgelse af påståede overgreb, som Appellant, tidligere Sagsøger, angiveligt blev udsat for under danske styrkers tilbageholdelse i Irak den 9.-10. marts 2004.

Baggrund for Sagen

Appellant påstod at have været udsat for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf i forbindelse med sin tilfangetagelse i Irak i 2004. Han krævede godtgørelse fra Forsvarsministeriet og en uafhængig undersøgelse af hændelsesforløbet.

Påstande

• Appellant krævede godtgørelse for retsstridig krænkelse af frihed, fred, ære og person.
• Appellant krævede, at Forsvarsministeriet skulle foranledige en uafhængig undersøgelse af de påståede overgreb.
• Forsvarsministeriet påstod stadfæstelse af Landsrettens dom, hvilket indebar frifindelse for begge påstande.

Anbringender fra Appellant

• Appellants godtgørelseskrav var begrundet i påståede overgreb, der faldt ind under Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 1 eller Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 3.
• Forældelse var ikke indtrådt, da lovovertrædelsen var omfattet af en mellemfolkelig overenskomst, der gjorde strafansvaret uforældeligt, jf. Straffeloven § 93 a og Straffeloven § 97 b om overtrædelse af Straffeloven § 157 a (tortur).
• Forældelsesfristen på 3 år efter Forældelsesloven § 3, stk. 1 var suspenderet, da Appellant først i 2016 fik kendskab til, hvordan han kunne videreføre sin sag, jf. Forældelsesloven § 3, stk. 2.
• Kravet var omfattet af den 30-årige absolutte forældelsesfrist efter Forældelsesloven § 3, stk. 3, nr. 1.
• Appellants psykiske problemer som følge af overgrebene havde afskåret ham fra at forfølge sagen tidligere, hvilket medførte, at kravet ikke var forældet, jf. Forældelsesloven § 14.
• En afvisning af godtgørelseskravet alene baseret på nationale forældelsesregler ville være i strid med FN's torturkonvention artikel 14, som Danmark har tiltrådt.
• De tidligere undersøgelser af overgrebene var ikke tilstrækkeligt uafhængige og bonitære.

Anbringender fra Forsvarsministeriet

• Appellants godtgørelseskrav var forældet i henhold til overgangsreglen i Forældelsesloven § 30, stk. 1, sammenholdt med Forældelsesloven § 3, stk. 1 og den tidligere gældende 1908-forældelseslov. Forældelsesfristen udløb den 10. marts 2009.
• Appellant havde ikke afbrudt forældelsesfristen ved henvendelse til dommeren i By 1 eller det lokale irakiske politi, jf. Forældelsesloven § 20 og Forældelsesloven § 21.
• Det var ikke godtgjort, at Appellant var ubekendt med fordringen eller skyldneren, eller at han var forhindret i at afbryde forældelsen, hvilket udelukkede suspension efter Forældelsesloven § 3, stk. 2 og anvendelse af Forældelsesloven § 14.
• Godtgørelseskravet var omfattet af den 10-årige absolutte forældelsesfrist i Forældelsesloven § 3, stk. 3, nr. 2, som udløb den 10. marts 2014.
• Anvendelsen af forældelseslovens regler var ikke et uproportionalt indgreb i Appellants rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen eller i strid med FN's torturkonvention.
• Der var ikke det fornødne ansvarsgrundlag for at tilkende godtgørelse efter Erstatningsansvarsloven § 26.
• Landsrettens bevisvurdering i straffesagen fra 2006 støttede, at der ikke blev begået handlinger i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3.
• Forsvarsministeriet havde opfyldt sin undersøgelsespligt, da Appellants beskrivelser var utroværdige og forholdene var undersøgt af Forsvarets Auditørkorps og Østre Landsret.

Højesterets Begrundelse og Resultat

• Højesteret tiltrådte Landsrettens vurdering af, at Appellants godtgørelseskrav var forældet den 10. marts 2009, og dermed inden sagens anlæg den 4. maj 2016.
• Højesteret fandt, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ikke gav grundlag for at antage, at anvendelse af nationale forældelsesregler på godtgørelseskrav for påståede overgreb i sig selv var i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3, 6 eller 13.
• Højesteret fandt, at Appellants beskrivelser af de påståede overgreb var helt utroværdige, og at Menneskerettighedskonventionen og den nævnte praksis derfor var uden betydning for forældelsesspørgsmålet.
• Højesteret tiltrådte, at Forsvarsministeriet ikke havde pligt til at gennemføre yderligere undersøgelser af de påståede overgreb, da de tidligere undersøgelser var tilstrækkelige, og Appellants beskrivelser var utroværdige.

Sagsomkostninger

Appellant blev pålagt at betale 250.000 kr. i sagsomkostninger til Forsvarsministeriet. Advokat Jytte Lindgård var beskikket i medfør af Retsplejeloven § 259, stk. 3.

Landsrettens dom stadfæstes. Appellant, tidligere Sagsøger, skal betale 250.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret til Forsvarsministeriet. De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse og forrentes efter Renteloven § 8 a.