Højesteret stadfæster beslaglæggelse af bil i vanvidssag

Sagen angår beslaglæggelse af en bil i forbindelse med en sag om vanvidskørsel. Mistænkte blev standset af Københavns Politi den 28. marts 2022 og sigtet for overtrædelse af Færdselsloven § 4, stk. 1. Bilen blev samtidig beslaglagt.

Sagens Forløb i By- og Landsret

Mistænkte blev senere fundet skyldig af Københavns Byret den 18. januar 2023 i overtrædelse af Færdselsloven § 118, stk. 11, nr. 3 for at have ført en personbil med mindst 123 km/t, hvor hastigheden ikke måtte overstige 60 km/t. Byretten udskød spørgsmålet om konfiskation af bilen til senere.

Bilen tilhører Kærende, som havde udlånt den til Vidne, der er Mistænktes kæreste.

Københavns Byret godkendte og opretholdt beslaglæggelsen den 30. maj 2022 med henvisning til Retsplejeloven § 802, stk. 1 og Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt., idet der var grund til at antage, at bilen skulle konfiskeres. Østre Landsret stadfæstede byrettens kendelse den 16. juni 2022.

Kærendes Anbringender

Kærende kærede landsrettens afgørelse til Højesteret med påstand om ophævelse af beslaglæggelsen. Han anførte, at:

• Betingelserne for konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. ikke var opfyldt, da konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende og krænke hans grundlæggende rettigheder.
• Han havde udlånt bilen til Vidne, ikke Mistænkte, og havde ikke givet Vidne lov til at lade andre føre bilen. Han mente, at det var upåregneligt, at bilen ville blive brugt af andre end Vidne, og at det måtte sidestilles med, at bilen var blevet stjålet.
• Han ville ikke kunne få dækket sit økonomiske tab gennem et erstatningskrav mod Mistænkte, da denne var uden formue, studerende og boede til leje. Ligeledes kunne han ikke rejse krav mod Vidne under straffesagen.
• Konfiskation ville være i strid med EU's Charter om grundlæggende rettigheder, artikel 17, stk. 1 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, første tillægsprotokol, artikel 1, da indgrebet ikke opfyldte den rimelige balance mellem samfundets interesse og hans ejendomsret.

Anklagemyndighedens Anbringender

Anklagemyndigheden nedlagde påstand om stadfæstelse af beslaglæggelsen og anførte, at:

• Betingelserne for konfiskation efter Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. måtte antages at være opfyldt.
• Beslaglæggelsen ikke ville være uforholdsmæssigt indgribende over for Kærende, især henset til den sociale relation mellem Kærende og Vidne og omstændighederne ved udlånet af bilen.

Højesterets Begrundelse og Resultat

Højesteret bemærkede, at beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og at den endelige stillingtagen til konfiskation sker i straffesagen mod Mistænkte. Højesteret skulle alene vurdere, om der var grundlag for at antage, at bilen ville blive konfiskeret.

Mistankekrav og Uforholdsmæssighed

Højesteret fandt, at Mistænkte var fundet skyldig i kørsel som nævnt i Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel), og mistankekravet var derfor opfyldt. Spørgsmålet var herefter, om konfiskation måtte antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

Højesteret lagde vægt på Kærendes og Vidnes indbyrdes relation, deres forklaringer og omstændighederne ved kørslen. Kærende havde udlånt bilen til Vidne, der er en af hans bedste veninder. Vidne havde forklaret, at hun muligvis skulle bruge en anden chauffør, og hun var med i bilen, da Mistænkte blev standset. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel. Det blev bemærket, at Vidnes handling med at lade Mistænkte køre bilen ikke kunne sidestilles med brugstyveri og heller ikke i sig selv var upåregnelig.

Økonomiske Konsekvenser og Erstatningsmuligheder

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Kærende i tilfælde af konfiskation lagde Højesteret til grund, at Kærende havde købt bilen for 280.000 kr. knap to uger forinden. Selvom Mistænkte og Vidne havde negativ formue og begrænset indkomst, fandt Højesteret det ikke godtgjort, at de ikke ville være i stand til at erstatte Kærendes tab, eventuelt over en længere periode. Højesteret henviste til, at en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for konfiskation, som udgangspunkt vil være erstatningsansvarlig. Låntageren (Vidne) vil som udgangspunkt være erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter DL 5-8-1 over for udlåneren, hvis køretøjet konfiskeres, og låntageren har lånt køretøjet i egen interesse.

Overensstemmelse med Grundlæggende Rettigheder

Højesteret fandt, at der efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger ikke var grund til at antage, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende. Der var heller ikke grund til at antage, at konfiskation af bilen ville være i strid med EU's Charter om grundlæggende rettigheder, artikel 17, stk. 1 eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, første tillægsprotokol, artikel 1. Højesteret bemærkede, at selvom Kærende ikke kunne få pådømt et erstatningskrav mod Vidne under straffesagen mod Mistænkte, kunne det ikke føre til, at han ikke havde effektiv og tilgængelig adgang til at opnå erstatning for sit tab.

Konklusion

Højesteret tiltrådte, at betingelserne for beslaglæggelse var opfyldt, og stadfæstede landsrettens kendelse.