Beslaglæggelse af Audi A5 Coupe efter vanvidskørsel: Landsretten stadfæster byrettens kendelse

Sagen omhandler en kendelse fra Retten i Holstebro, der blev kæret til Vestre Landsret, vedrørende opretholdelse af beslaglæggelse af en personbil efter en episode med vanvidskørsel.

Sagens Omstændigheder

Den 14. maj 2021 blev en personbil, leaset af T3 fra T1 (et leasingselskab), ført af T2. T2 blev målt til en hastighed på 117 km/t i en 50 km/t-zone i Holstebro, hvilket svarer til en hastighedsovertrædelse på 126 %. Politiet sigtede T2 for overtrædelse af Færdselsloven § 118, jf. Færdselsloven § 42, stk. 1, nr. 1, og beslaglagde bilen på stedet i henhold til Færdselsloven § 133 a, stk. 1, nr. 1 og 2.

Parternes Påstande

• Anklagemyndigheden nedlagde påstand om, at beslaglæggelsen af bilen skulle opretholdes i henhold til Retsplejeloven § 806, stk. 4, jf. Retsplejeloven § 802, stk. 1.
• T1 (leasingselskabet) påstod, at konfiskation af bilen skulle nægtes, og beslaglæggelsen ophæves. Subsidiært ønskede T1, at beslaglæggelsen opretholdes med henblik på straksudlevering til T1. T1 krævede desuden fuld erstatning for bilens værdi, hvis konfiskation skete.
• T2 (føreren) nægtede sig skyldig i sigtelsen og protesterede mod beslaglæggelse og konfiskation.
• T3 (leasingtageren) protesterede mod beslaglæggelsen og påstod bilen udleveret til sig.

Forklaringer og Argumenter

• T2 forklarede, at han kørte bilen, men at den ikke var hans, og han havde ikke fået lov af T3. Han hævdede, at en bekendt, X1, havde givet ham nøglerne, og at T3 ikke vidste, han kørte bilen. T2 anså det som et brugstyveri og oplyste, at han ikke havde økonomisk mulighed for at betale en erstatning på 300.000 kr.
• T3 forklarede, at han havde bedt X1 om at køre bilen hjem for sig, da han selv var beruset. Han var uvidende om, at T2 kørte bilen, og protesterede mod beslaglæggelsen på stedet. T3 anmeldte først brugstyveriet et par dage før retsmødet, hvilket han forklarede med misforståelser med sin advokat. Han oplyste også, at han ikke havde økonomisk mulighed for at betale en erstatning til T1.
• V1 (ekspeditionschef for T1) forklarede, at T1 er et seriøst leasingselskab, der foretager grundige kreditvurderinger af kunder. Han oplyste, at T1 havde ophævet leasingkontrakten med T3 på grund af misligholdelse (udlån af bilen til en person uden for husstanden). V1 forventede et tab på 250.000-260.000 kr., hvis bilen blev konfiskeret, da T3 næppe ville kunne betale erstatning. Han understregede, at T1 ikke havde forudset risikoen for konfiskation ved vanvidskørsel i deres vurdering af leasingaftalen.

Landsrettens Afgørelse

Vestre Landsret stadfæstede byrettens kendelse om at opretholde beslaglæggelsen af personbilen. Landsretten fandt, at T2 med rimelig grund var mistænkt for at have kørt med en hastighed, der oversteg den tilladte med mere end 100 %, hvilket udløser konfiskationsreglen i Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt..

Landsretten afviste argumentet om, at bilen var brugsstjålet, da politirapporter fra gerningstidspunktet modsagde T2's og T3's forklaringer. Det fremgik, at T3 havde oplyst at have lånt bilen ud til T2.

Retten vurderede, at konfiskationen ikke var uforholdsmæssigt indgribende for leasingselskabet (T1) eller leasingtageren (T3):

• For T1 (leasingselskabet): Selskabet burde have forudset en betydelig risiko for T3's manglende betalingsevne ved misligholdelse, baseret på hans indtægtsforhold inden aftaleindgåelsen. Der var ingen efterfølgende ændringer i betalingsevnen, som T1 ikke med rimelighed kunne forudse. Landsretten bemærkede, at T3 og T2 er unge, arbejdsdygtige mænd, der over tid potentielt kan betale erstatningskravet helt eller delvist.
• For T3 (leasingtageren): Leasingaftalen var ophævet som følge af misligholdelse, og der var ikke grundlag for at anse konfiskationen for uforholdsmæssigt indgribende over for ham.

Landsretten tiltrådte desuden byrettens vurdering af, at Færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt. ikke strider mod Grundlovens § 73 eller Danmarks EU-retlige forpligtelser, da lovforslaget blev justeret i lyset af EU-Domstolens afgørelse af 14. januar 2021 (sag C-393/19).

Betingelserne for at opretholde beslaglæggelsen i medfør af Retsplejeloven § 802, stk. 1, jf. Færdselsloven § 133 a, stk. 2, jf. Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 11, blev derfor anset for opfyldt.