Sag om forskelsbehandling på grund af manglende fagforeningsmedlemskab under sygefravær

Denne sag omhandler spørgsmålet, hvorvidt forskelsbehandling i forbindelse med udbetaling af sygefraværsydelser, baseret på medlemskab af et overenskomstbærende fagforbund, er i strid med foreningsfrihedsloven og Menneskerettighedskonventionens artikel 11.

Sagens Parter og Baggrund

Fagforeningen Danmark, som mandatar for to appellanter (tidligere sagsøgere), anlagde sag mod DI, som mandatar for DS Smith Packaging Denmark A/S. Landsorganisationen i Danmark (LO) biintervenerede til støtte for DI.

Appellanterne var ansat hos DS Smith Packaging Denmark A/S og var medlemmer af Fagforeningen Danmark, men ikke af de overenskomstbærende forbund 3F Industri (emballage) eller HK/Privat. Ifølge den gældende overenskomst, Overenskomst mellem DI Overenskomst I for Emballageindustrien, Plastindustrien i Danmark og 3F Industri (emballage) og HK/Privat, var der ret til supplerende sygehjælp efter 13 ugers aktivt medlemskab af 3F Industri (emballage) / HK/Privat (MedieGrafisk).

Tvistens Kerne

Under sygefravær modtog appellanterne alene sygeløn svarende til satsen for sygedagpenge. Medarbejdere, der var medlemmer af de overenskomstbærende forbund, modtog derimod sygeløn svarende til sygedagpenge med tillæg af supplerende sygehjælp. Fagforeningen Danmark påstod, at denne forskelsbehandling var i strid med foreningsfrihedsloven og Menneskerettighedskonventionens artikel 11.

Retsgrundlag

Sagen blev behandlet med udgangspunkt i Foreningsfrihedsloven § 1, Foreningsfrihedsloven § 2 og Foreningsfrihedsloven § 4c. Disse paragraffer forbyder arbejdsgivere at diskriminere lønmodtagere på grund af deres foreningsforhold, herunder eksklusivbestemmelser i kollektive overenskomster. Loven blev ændret i 2006 for at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 11, som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

EMD's praksis, herunder dommene i sagerne Sørensen og Rasmussen mod Danmark samt Young, James og Webster mod Storbritannien, fastslår, at Menneskerettighedskonventionens artikel 11 beskytter både den positive (ret til at tilslutte sig) og den negative (ret til ikke at tilslutte sig) foreningsfrihed. EMD har dog også udtalt, at det normalt ikke er i strid med artikel 11 at tillægge manglende medlemskab af en fagforening andre negative konsekvenser, medmindre forskelsbehandlingen reelt tvinger arbejdstageren til at melde sig ind i en fagforening, f.eks. ved at true arbejdstagerens eksistensgrundlag.

Højesterets Begrundelse

Højesteret fandt, i lighed med landsretten, at Foreningsfrihedsloven § 4c, sammenholdt med Foreningsfrihedsloven § 1 og Foreningsfrihedsloven § 2, alene tager sigte på at beskytte foreningsfriheden i forbindelse med ansættelse og afskedigelse. Loven indeholder ikke et generelt forbud mod forskelsbehandling under ansættelsen.

Højesteret vurderede, at den forskelsbehandling, appellanterne var udsat for, hvor de alene modtog sygeløn svarende til sygedagpenge, ikke indebar, at de reelt blev tvunget til at melde sig ind i 3F eller HK. Forskelsbehandlingen udgjorde derfor ikke en krænkelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 11.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Fagforeningen Danmark, som mandatar for appellanterne, blev pålagt at betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til DI, som mandatar for DS Smith Packaging Denmark A/S. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8a.