Stadfæstelse af kendelse om beslaglæggelse af personbil anvendt til vanvidskørsel

Sagen omhandler en kæremål indgivet af to tidligere virksomheder, Kærende 1 og Kærende 2, mod Københavns Byrets kendelse af 17. november 2021. Kendelsen godkendte politiets beslaglæggelse af en personbil, der var blevet anvendt til vanvidskørsel af Sigtede. Kærende 1 og Kærende 2, som henholdsvis udlejer og ejer af køretøjet, påstod ophævelse af beslaglæggelsen.

Kærendes Argumentation

Kærende 1 og Kærende 2 anførte, at en potentiel konfiskation af køretøjet ville være uforholdsmæssigt indgribende. Deres hovedargumenter var:

• De havde ikke mulighed for at vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel.
• De havde taget alle rimelige skridt til at sikre deres økonomiske stilling i forbindelse med udlejningen.
• Der var tale om en korttidsudlejning, hvilket ifølge dem betød, at der ikke var behov for at undersøge lejers økonomi.

Anklagemyndighedens Argumentation

Anklagemyndigheden modsatte sig kæremålet med følgende argumenter:

• Kørslen kunne ikke betragtes som upåregnelig.
• Kærende 1 og Kærende 2 løb en kalkuleret risiko ved ikke at undersøge Sigtedes økonomiske forhold inden udlejningen, hvilket betød, at udlejningen skete til en person uden betalingsevne.
• Der var ikke grundlag for at antage, at Sigtede ikke over tid ville være i stand til at betale et erstatningskrav helt eller delvist.

Byrettens Kendelse

Københavns Byret havde tidligere godkendt politiets beslaglæggelse af køretøjet, og byretten henholdt sig til denne kendelse i den foreliggende sag.

Landsretten stadfæstede byrettens kendelse om opretholdelse af beslaglæggelsen af personbilen.

Landsrettens Begrundelse for Afgørelsen

Landsretten fandt, at betingelserne for at godkende beslaglæggelsen var opfyldt, baseret på en samlet helhedsvurdering af sagens omstændigheder.

Mistanke om Lovovertrædelser

• Føreren, Sigtede, var med rimelig grund mistænkt for overtrædelse af Straffeloven § 252 (fareforvoldelse) og Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 4 (vanvidskørsel).
• Betingelsen for beslaglæggelse i henhold til Retsplejeloven § 802, stk. 1, nr. 1 var opfyldt.

Konfiskation og Uforholdsmæssighed

• Da kørslen var omfattet af Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 4, kunne konfiskationsreglen i Færdselsloven § 133 a, stk. 2 finde anvendelse, hvis Sigtede blev fundet skyldig.
• Konfiskation af køretøjet hos Kærende 1 og Kærende 2 ville kun anses for uforholdsmæssigt indgribende, hvis de kunne godtgøre, at et erstatningskrav mod Sigtede var illusorisk på grund af særlige omstændigheder.

Lejekontraktens Betydning

• Lejekontrakten forpligtede Sigtede til ikke at overtræde bl.a. Straffeloven § 252 og Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 4.
• Sigtede var forpligtet til at erstatte udlejer for tab som følge af konfiskation.
• Landsretten fandt det ikke "helt upåregneligt" for Kærende 1 og Kærende 2, at køretøjet muligt ville blive anvendt til sådan kørsel, da de ikke havde foretaget undersøgelser af Sigtedes økonomiske forhold.

Erstatningskrav og Erhvervsrisiko

• Kærende 1 og Kærende 2, som erhvervsdrivende udlejere, havde mulighed for at gøre et erstatningskrav gældende mod Sigtede.
• Landsretten fandt ikke, at Kærende 1 og Kærende 2 havde godtgjort, at erstatningskravet konkret var illusorisk.

Konklusion

• Der var ikke grundlag for at anse konfiskation af køretøjet for uforholdsmæssigt indgribende.
• Betingelserne for at godkende beslaglæggelsen i medfør af Retsplejeloven § 802, stk. 1, nr. 2, jf. Retsplejeloven § 806, stk. 4, jf. Færdselsloven § 133 a, stk. 2, jf. Færdselsloven § 126, stk. 1, nr. 4, var opfyldt.