Vestre Landsrets afgørelse om løsladelse i sag om seksuelt overgreb på mindreårig

Sagen omhandlede en kæresag ved Vestre Landsret vedrørende en byretskendelse om varetægtsfængsling af en sigtet, der var anklaget for seksuelt overgreb mod et barn.

Sagens Baggrund

Den 10. august 2013 havde byretten afsagt en kendelse om varetægtsfængsling af sigtede i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2. Denne kendelse blev kæret af sigtede.

Anklagemyndighedens Sigtelse

Anklagemyndigheden sigtede sigtede for overtrædelse af Straffeloven § 216, stk. 2, jf. § 225. Forholdet vedrørte et seksuelt overgreb mod en 3-årig pige, hvor sigtede den 9. august 2013 ca. kl. 18.00 angiveligt havde slikket pigens skridt og foranlediget hende til at tage på sigtedes lem.

Anklagemyndighedens Argumentation for Varetægtsfængsling

Statsadvokaten argumenterede for varetægtsfængsling på to primære grundlag:

Hovedpåstand: Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2

• Statsadvokaten gjorde gældende, at selvom Straffeloven § 216, stk. 2 efter en lovændring (lov nr. 633 af 12. juni 2013) ikke længere direkte fremgik af Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2, var ændringen alene en teknisk begrundet konsekvensændring. Det var anklagemyndighedens opfattelse, at bestemmelsen fortsat kunne danne grundlag for varetægtsfængsling for overgreb i form af anden kønslig omgængelse end samleje.

Subsidiær påstand: Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1

• Subsidiært påstod statsadvokaten varetægtsfængsling med henvisning til forholdets grovhed, især da det var begået mod en 3-årig pige. Det blev anført, at hensynet til retshåndhævelsen krævede, at sigtede ikke var på fri fod, indtil der var afsagt dom i sagen.

Forsvarets Argumentation

Forsvareren protesterede mod varetægtsfængslingen og anførte følgende:

• Der var ingen ændringer i de faktiske forhold, som sigtelsen angik.
• Ændringen af de citerede bestemmelser i retsplejeloven gav ikke grundlag for varetægtsfængsling.
• I relation til påstanden om varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 blev det gjort gældende, at hensynet til retshåndhævelsen ikke krævede sigtedes varetægtsfængsling.
• Vedrørende Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2 blev det anført, at sigtede i givet fald måtte forventes idømt en betinget fængselsstraf, hvilket ikke berettigede varetægtsfængsling.

Retsmødet i byretten blev afholdt for lukkede døre.

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at der var særligt bestyrket mistanke om, at sigtede havde begået den anførte sigtelse. Landsretten fandt dog, at der ikke var grundlag for varetægtsfængsling i medfør af Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 2 efter lovændringen (lov nr. 633 af 12. juni 2013), da der ikke længere var den fornødne klare hjemmel for varetægtsfængsling for overtrædelse af Straffeloven § 216, stk. 2, jf. § 225. Selvom lovændringen var tiltænkt som en teknisk konsekvensændring, medførte den en mangel på klar hjemmel.

Endvidere fandt Landsretten, med henvisning til Højesterets afgørelse i UfR 2012.1088, at varetægtsfængsling efter Retsplejeloven § 762, stk. 2, nr. 1 forudsætter en forventet straf på mindst 1 års ubetinget fængsel. Landsretten vurderede, at sigtede ikke kunne forventes idømt en sådan straf i den konkrete sag. På baggrund heraf fandtes der heller ikke grundlag for varetægtsfængsling efter denne bestemmelse.

Landsretten besluttede derfor at løslade sigtede, og sagen blev sluttet.