Afslag på EU-opholdsret som arbejdstager grundet utilstrækkelige løn- og ansættelsesvilkår

• At andre ansøgere med lignende kontrakter havde fået meddelt opholdstilladelse i 2022.
• At kravet om en bestemt timeløn kun burde gælde for virksomheder, der er medlemmer af en arbejdsgiverforening.
• At hans indkomst på 13.000 kr. var af en sådan størrelse, at der ikke var tale om et marginalt supplement til hans tilværelse.

Udlændingenævnet stadfæstede afgørelsen fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) om afslag på opholdsret som arbejdstager efter EU-opholdsbekendtgørelsen § 5, stk. 1.

Nævnets begrundelse og vurdering

Nævnet foretog en samlet individuel vurdering og fandt, at ansøgeren ikke havde sandsynliggjort, at der var tale om reel og faktisk beskæftigelse. Selvom månedslønnen på 13.000 kr. i sig selv ikke blev anset for at være et rent marginalt supplement, talte de øvrige vilkår afgørende imod arbejdstagerstatus.

Sammenligning med overenskomstmæssige vilkår

Nævnet lagde særlig vægt på, at timelønnen var betydeligt lavere end de sædvanlige satser i branchen:

Afgørende faktorer for afslaget

• Lønniveauet: Den beregnede timeløn på 81,1 kr. blev anset for at være usædvanlig lav for fuldtidsarbejde i en restaurant.
• Manglende goder: Fraværet af løn under sygdom, barsel og pensionsordning blev vurderet som usædvanligt og talte imod, at der var tale om reelt arbejde.
• Ligestilling og udnyttelse: Nævnet understregede, at medlemsstaterne skal sikre, at udenlandsk arbejdskraft ikke udnyttes, og at lønforholdene skal vurderes i forhold til de laveste overenskomstmæssige takster for fagområdet.
• Præcedens: Ansøgerens henvisning til andre personers ansættelsesforhold kunne ikke føre til et andet resultat, da hver sag afgøres på baggrund af en konkret, individuel vurdering af den specifikke kontrakt.

Det var hensigten, at der udover ansøgeren skulle ansættes en medhjælper og en tjener.

Relationer og kontraktuelle forhold

I løbet af sagsbehandlingen fremkom der oplysninger om, at ansøgeren var arbejdsgiverens nevø, selvom det oprindeligt var oplyst, at kontakten var formidlet via fælles bekendte i Tyrkiet. Derudover var der fremsendt en ansættelseskontrakt, som manglede specifikke identifikationer som CVR-nummer eller P-nummer, og hvor vilkårene for ferie og opsigelse ikke var entydigt klarlagt. Sagen rejste spørgsmål om, hvorvidt ansættelsen var reel, eller om den var arrangeret for at sikre ansøgeren opholdsret i Danmark, navnlig efter ansøgerens skilsmisse fra en EU-borger.