Udlevering til Rumænien nægtet på grund af reel risiko for umenneskelig behandling (EMRK Artikel 3) i halvåbne og åbne fængsler

Højesteret kendte Justitsministeriets afgørelser af 27. maj 2016 om udlevering af T1, T2 og T3 til Rumænien ulovlige og ophævede dem.

Kendelsens kerne var vurderingen af, om Rumæniens garanterede pladsforhold i visse fængselstyper udgjorde en reel risiko for umenneskelig eller nedværdigende behandling i strid med Udleveringsloven § 10 h, stk. 2, jf. EMRK Artikel 3.

Anvendelse af Muršić-standarder

Højesteret lagde til grund, at de rumænske myndigheders garanti om minimum 3 m² personligt rum under varetægtsfængsling og afsoning i lukket fængsel var tilstrækkelig og ikke gav anledning til at fastslå en reel risiko for konventionsstridig behandling.

Problemet opstod i forhold til afsoning i halvåbent eller åbent fængsel, hvor de tiltalte kun blev garanteret 2 m² personligt rum. I overensstemmelse med EMD’s Muršić-dom fastslår Højesteret, at plads under 3 m² i en flerpersoners celle skaber en stærk formodning for krænkelse af EMRK Artikel 3.

Ifølge Muršić (præmis 138) kan denne stærke formodning kun afkræftes, hvis en række kumulative betingelser er opfyldt, herunder at pladsbegrænsningen er:

• Kortvarig, lejlighedsvis og mindre ("short, occasional and minor").
• Ledsaget af tilstrækkelig bevægelsesfrihed og adækvate aktiviteter uden for cellen.
• Opholdet sker i et generelt passende fængselsmiljø uden andre forværrende omstændigheder.

Højesterets konklusion:

Højesteret afviste anklagemyndighedens argument om, at den øgede frihed i halvåbne/åbne fængsler kunne kompensere for den begrænsede plads på 2 m².

Begrænsningen af det personlige rum til mindre end 3 m², ikke kan anses for "short, occasional and minor", idet den vil være et vilkår, der vil gælde for hele den del af afsoningen, der sker under ordningen med halvåbent eller åbent fængsel.

Da begrænsningen til 2 m² ville gælde potentielt for en længere periode af afsoningen og dermed ikke var "short, occasional and minor", kunne den stærke formodning for konventionsstridig behandling ikke afkræftes. De friere forhold uden for cellen var ikke tilstrækkelige til at opfylde alle de kumulative betingelser. Højesteret fandt derfor, at der var en reel risiko for konventionsstridig behandling.

Resultat:

• Justitsministeriets afgørelser om udlevering blev ophævet.
• Statskassen skulle betale sagens omkostninger for alle instanser.

Begge udstedende lande var genstand for flere domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMRK) og rapporter fra Europarådets torturkomité (CPT), som dokumenterede massive og systemiske problemer med overbelægning og umenneskelige forhold i deres fængsler. Den tyske ret tvivlede derfor på, om udlevering kunne ske i overensstemmelse med artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelsen, som fastholder forpligtelsen til at respektere grundlæggende rettigheder.

De præjudicielle spørgsmål fokuserede på, om den fuldbyrdende myndighed under disse omstændigheder enten skulle nægte udlevering direkte eller var forpligtet til at søge konkrete garantier fra Ungarn og Rumænien vedrørende de faktiske frihedsberøvelsesforhold for de eftersøgte personer.

Sagens parter og centrale problemstillinger

Den tyske ret havde midlertidigt løsladt Aranyosi, men fastholdt varetægtsfængslingen af Căldăraru, indtil EU-Domstolen afgjorde, hvordan balancen mellem princippet om gensidig tillid og den absolutte beskyttelse af Chartrets artikel 4 skulle findes.