Højesteretsdom om forældelse af erstatningskrav vedrørende patientskade

Sagen omhandler fortolkningen af begrebet "skaden" i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1, og hvornår forældelsesfristen for et patienterstatningskrav begynder at løbe. Appelindstævnte, et barn, fik en hjerneblødning ved fødslen i 2010, men den alvorlige senfølge, epilepsi, viste sig først i 2015. Forældrene (Værge 1 og Værge 2) anmeldte krav om erstatning for epilepsilidelsen i maj 2016.

Sagens Baggrund

• Skadens opståen: Appelindstævnte fik en hjerneblødning ved fødslen i 2010.
• Senfølger: Første epileptiske anfald opstod den 30. august 2015.
• Anmeldelse af krav: Forældrene (Værge 1 og Værge 2) anmeldte krav om erstatning for epilepsilidelsen til Patienterstatningen den 1. maj 2016.

Ankenævnets Påstand

• Ankenævnet for Patienterstatningen afviste kravet med henvisning til, at det var forældet i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.
• Ankenævnet argumenterede for, at "skaden" i lovens forstand refererede til den umiddelbare helbredsforringelse (hjerneblødningen) i 2010, og ikke de senere følger (epilepsien). Fristen skulle derfor regnes fra 2010.

Appelindstævntes Påstand

• Appelindstævnte bestred forældelsen og anførte, at "skaden" i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1 skulle forstås som det tidspunkt, hvor den erstatningsberettigede skade (epilepsien) viste sig på en sådan måde, at der var rimelig anledning til at rejse et erstatningskrav.
• De fremhævede, at de indtil 2015 var blevet forsikret af læger om, at barnet udviklede sig alderssvarende, og at de først i november 2015 fik rimelig anledning til at anse sig berettiget til at gøre et erstatningskrav gældende.
• Subsidiært argumenterede de for, at Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59 skulle suppleres af de almindelige forældelsesregler i Forældelsesloven § 2, stk. 4, hvorefter fristen løber fra tidspunktet for lidelsens opståen.

Højesterets Begrundelse

Højesteret fastslog, at udtrykket "skaden" og begyndelsestidspunktet for den 3-årige forældelsesfrist i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1 skal fastlægges i overensstemmelse med de almindelige regler om forældelse i Forældelsesloven.

Med henvisning til forarbejderne til Forældelsesloven § 2, stk. 4, hvor der er forskel på tidspunktet for den skadelige påvirkning og tidspunktet for lidelsens opståen, er det som udgangspunkt tidspunktet for lidelsens opståen, der er afgørende. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor de følger, der kræves erstatning for, har vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et erstatningskrav.

Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af, at forældrene (Værge 1 og Værge 2) tidligst i november 2015 havde rimelig anledning til at kræve erstatning for epilepsilidelsen. Kravet om erstatning var derfor ikke forældet, da anmeldelsen skete den 1. maj 2016.

Afgørelse

• Landsrettens dom stadfæstes.
• Sagen hjemvises til Ankenævnet for Patienterstatningen for videre behandling af kravet om erstatning for epilepsilidelsen.
• Ankenævnet for Patienterstatningen skal betale 40.000 kr. i sagsomkostninger til Appelindstævnte til dækning af advokatomkostninger. Beløbet forrentes efter Renteloven § 8 a.