Afslag på tilskud til fjernbetjening af motorvarmer

En 44-årig kvinde med dissemineret sklerose søgte om tilskud til en fjernbetjening til en allerede bevilget motor-/kabinevarmer i sin bil. Kvinden modtog højeste førtidspension og havde et kørselsbehov til daglige gøremål og familiebesøg. Den eksisterende motor-/kabinevarmer havde et ur, der kunne indstilles til tre forskellige tidspunkter.

Amtskommunen afslog ansøgningen, da de ikke fandt fjernbetjeningen nødvendig for, at kvinden kunne bruge bilen i tilstrækkeligt omfang. De mente, at uret med de tre indstillingstidspunkter dækkede behovet.

Nævnet ændrede afgørelsen og bevilgede tilskuddet. De lagde vægt på, at kvindens handicap gjorde det svært at komme ud til bilen for at tænde varmeren manuelt, og at hun sjældent kunne forudse sine kørselsbehov, hvilket gjorde urets faste indstillinger utilstrækkelige. Amtskommunen klagede herefter over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til tilskud til fjernbetjening til motor-/kabinevarmeren. Afgørelsen ændrede dermed Nævnets beslutning.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at den allerede bevilgede motor-/kabinevarmer med ur, som kunne indstilles til tre tidspunkter, dækkede ansøgerens behov for at få opvarmet bilen inden kørsel. Der blev lagt vægt på, at:

• Ansøgeren havde mulighed for at planlægge sin kørsel ud fra de tre valgte tidspunkter.
• Der ikke var særlige omstændigheder, der kunne begrunde, at uret med tre indstillingstidspunkter ikke skulle kunne dække hendes behov for varme i bilen i forbindelse med kørsel til forskellige trivselsmæssige formål.

Ankestyrelsen vurderede derfor, at en fjernbetjening ikke var en nødvendig særlig indretning for at kunne benytte bilen i tilstrækkeligt omfang i henhold til Serviceloven § 114, stk. 3, nr. 4. Samtidig traf Ankestyrelsen afgørelse om, at ansøgeren ikke skulle tilbagebetale den hjælp, hun allerede havde modtaget til fjernbetjeningen i henhold til Nævnets tidligere afgørelse.