Støtte til bil til personer i bofællesskab – vurdering af kørselsbehov og chaufførmuligheder

Tre sager omhandlede ansøgninger om støtte til køb af bil for permanent kørestolsbrugere, der ikke selv kunne køre bil. Alle ansøgere boede i bofællesskaber uden tilknyttet fælles kørselsordning. Kommunerne og nævnene havde i alle sager givet afslag med henvisning til utilstrækkelige chaufførmuligheder og/eller at kørselsbehovet kunne dækkes af andre ordninger.

I den første sag var ansøger en 26-årig lam og spastisk person med et anslået kørselsbehov på 15.000 km årligt. Ansøger modtog omfattende social- og neuropædagogisk støtte efter Serviceloven § 73 og Serviceloven § 73a, samt støtte til personlig pleje efter Serviceloven § 71. Støttepersonerne fungerede også som ledsagere og chauffører, suppleret af forældre.

Den anden sag vedrørte en 38-årig med følger efter blodpropper i hjernen. Ansøger havde et skønnet kørselsbehov på minimum 5.000 km årligt og modtog ligeledes betydelig social- og neuropædagogisk bistand samt hjælp til personlig pleje. Chaufførmulighederne inkluderede støttepersoner, en efterlønnet far, søster og svoger.

Den tredje sag omhandlede en 28-årig med spastisk lammelse og epilepsi, som tidligere havde fået bevilget bilstøtte. Ansøger havde et dagligt kørselsbehov, herunder lange ture til familie og kæreste, og behov for at medbringe pladskrævende hjælpemidler. Ansøger havde 15 timers månedlig ledsagelse i henhold til Serviceloven § 78 og private hjælpere betalt via bistandstillæg. Trods en kommunal kørselsordning og bofællesskabets personale, var der oplyst om ressourcemangel, der begrænsede personalets kørsel.

Ankestyrelsen ændrede afgørelserne i de to første sager og stadfæstede afgørelsen i den tredje sag. Ankestyrelsen fastslog, at støtte til køb af bil efter Serviceloven § 114 kan bevilges, hvis ansøgers samlede kørselsbehov er af et sådant omfang, at det ikke mere hensigtsmæssigt kan tilgodeses ved andre ordninger, og hvis bilstøtten i væsentlig grad vil gøre ansøger selvhjulpen. Det blev i alle sager lagt til grund, at ansøgerne opfyldte de helbredsmæssige betingelser og ikke selv kunne køre bil.

Afgørelser og begrundelser

I de to første sager fik ansøgerne ret til støtte til bil:

• Ansøger 1: Ankestyrelsen lagde vægt på det store kørselsbehov (15.000 km årligt) til daglige aktiviteter og sociale formål, samt at bofællesskabet ikke havde en fælles kørselsordning. De bevilgede 92 timers ugentlig social- og neuropædagogisk støtte kunne anvendes som chauffører som led i den pædagogiske bistand, suppleret af forældrene.
• Ansøger 2: Ankestyrelsen fremhævede et dagligt kørselsbehov på minimum 5.000 km årligt til aktiviteter og sociale formål. Den bevilgede 60 timers ugentlig social- og neuropædagogisk støtte kunne ligeledes fungere som chauffører, og ansøgers far var til rådighed døgnet rundt.

I den tredje sag fik ansøgeren ikke ret til fortsat støtte til bil:

• Ansøger 3: Ankestyrelsen vurderede, at støtte til bil ikke ville gøre ansøger tilstrækkelig selvhjulpen, da de samlede chaufførmuligheder ikke i tilstrækkeligt omfang kunne dække ansøgers kørselsbehov. Selvom ansøger havde 15 timers månedlig ledsagelse, private hjælpere, og mulighed for kørsel af venner og bofællesskabets personale, var der konstateret ressourcemangel, der begrænsede den faktiske chaufførbistand. Oplysningen om behov for at medbringe hjælpemidler i egen bil kunne ikke alene begrunde støtte.

Ankestyrelsen understregede dermed vigtigheden af en konkret vurdering af de faktiske chaufførmuligheder og deres tilstrækkelighed i forhold til det samlede kørselsbehov, især når andre ordninger eller ressourcer i praksis ikke dækker behovet.