Fængselsstraf for groft bedrageri og hvidvask ved brug af fiktive fakturaer

Parternes hovedargumenter

Anklagemyndigheden argumenterede for, at både bedrageriet og hvidvasken var af særlig grov karakter på grund af det høje beløb og det misbrug af tillid, som A havde udøvet i sin stilling. Anklageren påstod ubetinget fængselsstraf på ikke under fire år og konfiskation af hele udbyttet.

Forsvaret erkendte de faktiske pengeoverførsler, men hævdede, at tiltalte manglede det nødvendige forsæt til at sløre midlernes oprindelse, som krævet i hvidvaskbestemmelsen. Forsvaret mente, at mange af overførslerne blot var forbrug og derfor ikke udgjorde en aktiv hvidvaskningshandling. Der blev påstået en væsentligt mildere straf, eventuelt delvist betinget, med henvisning til A's personlige forhold.

Landsretten stadfæstede byrettens dom og fandt tiltalte skyldig i alle anklagepunkter. Retten lagde vægt på, at fremgangsmåden, hvor pengene blev overført til et kommanditselskab og derfra videre til A's private konti, objektivt set havde til formål at sløre midlernes kriminelle ophav.

Landsrettens vurdering af forsæt og strafudmåling

Landsretten fandt, at der forelå det fornødne forsæt til hvidvask i henhold til Straffeloven § 290c, da transaktionernes kompleksitet og formål ikke kunne forklares som almindeligt forbrug. Svindlen var desuden særligt strafskærpende, da den var begået af en person i en betroet stilling i strid med Straffeloven § 279.

"Misbrugen af den særlige tillid, som A var blevet vist, samt det meget betydelige beløb, der er stjålet og hvidvasket, berettiger en langvarig ubetinget fængselsstraf."

Landsretten udmålte straffen til fængsel i 3 år og 6 måneder.

• Straffen på 3 år og 6 måneders ubetinget fængsel blev fastsat som en samlet straf for bedrageri af særlig grov karakter og hvidvask.
• Tiltalte blev dømt til at betale erstatning svarende til det fulde beløb, 5.540.000 kr., til Virksomhed X.
• Endvidere blev hele det ulovlige udbytte konfiskeret.

Derudover påstod T frifindelse, fordi han mente, at det nationale retsgrundlag var ugyldigt, da Danmark angiveligt havde tilsidesat EU-retlige procedurkrav i forbindelse med udarbejdelsen af nitrathandlingsplaner, herunder krav om miljøvurdering efter SMV-direktivet og konsekvensvurdering efter Habitatdirektivet.

Anklagemyndighedens argumenter

Anklagemyndigheden bestred, at Straffeloven § 3 overhovedet fandt anvendelse, da selve forbudsnormen i gødningsanvendelsesloven var uændret. Kvoterne var årligt fastsatte, tidsbegrænsede regler, og overtrædelse heraf var fortsat ulovlig for de pågældende planperioder. Subsidiært mente anklagemyndigheden, at hvis § 3 fandt anvendelse, var det undtagelsen i stk. 1, 2. pkt. (ydre, strafskylden uvedkommende forhold) der gjaldt, da formålet fortsat var miljøbeskyttelse.

Angående de EU-retlige indsigelser anførte anklagemyndigheden, at en eventuel processuel mangel i handlingsplanerne ikke kunne føre til, at gødningsanvendelsesloven var ugyldig, da dette ville stride mod formålet med direktiverne, som netop var at begrænse forurening.

Sagsforløb i tidligere instanser