Klage over kystbeskyttelse ved Løkken delvist afvist på grund af manglende klageberettigelse

Sagen omhandler en klage over Hjørring Kommunes afgørelser vedrørende etablering af kystbeskyttelse på tre matrikler i Løkken. Projektet består af en tildækket skråningsbeskyttelse og kompensationsfodring for at beskytte sommerhuse mod nedstyrtning.

Kommunens afgørelser

Hjørring Kommune meddelte den 7. november 2024 tilladelse til projektet efter kystbeskyttelsesloven. Samtidig traf kommunen afgørelse om, at projektet ikke krævede en miljøvurdering (VVM) eller en § 25-tilladelse efter miljøvurderingsloven, da det ikke forventedes at få væsentlige indvirkninger på miljøet. Kommunen vurderede også, at der ikke var behov for en konsekvensvurdering efter kysthabitatbekendtgørelsen.

Klagens centrale punkter

En omboende klagede over afgørelserne med følgende hovedargumenter:

• Bilag IV-arter: Området er et potentielt yngle- og rasteområde for markfirben, som er en beskyttet art.
• Erosion og strandens forsvinden: Etablering af fast kystbeskyttelse vil medføre, at stranden foran anlægget forsvinder, især da kommunens tilladelse åbner for at fravige kravet om sandfodring.
• Rekreative og historiske værdier: En forsvindende strand vil gøre området ubrugeligt for lokale og turister og true adgangen til historiske bunkere og geologiske lag i klinten.
• Alternativ løsning: Sandfodring alene, som foreslået af Kystdirektoratet, ville være en tilstrækkelig og bedre løsning.

Kommunens bemærkninger til klagen

Hjørring Kommune afviste klagepunkterne. Kommunen anførte, at projektområdet på stranden ikke er et egnet levested for markfirben, i modsætning til klitområderne længere oppe. Desuden er den kombinerede løsning med fast anlæg og kompenserende sandfodring en anerkendt metode, der netop skal modvirke erosion og bevare stranden. Kommunen havde også afvejet hensynet til det værdifulde geologiske område mod det akutte behov for at beskytte ejendommene mod nedstyrtning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet traf en todelt afgørelse i sagen. Nævnet gav ikke medhold i klagen over screeningsafgørelsen, men afviste at realitetsbehandle de øvrige dele af klagen.

Afvisning af klage på grund af manglende klageberettigelse

Nævnet afviste at behandle klagen over selve tilladelsen til kystbeskyttelse efter kystbeskyttelsesloven § 18 a, stk. 1 og afgørelsen efter kysthabitatbekendtgørelsen § 11, stk. 2. Begrundelsen var, at klager ikke blev anset for at være klageberettiget.

For at være klageberettiget skal man have en "væsentlig individuel interesse" i sagens udfald. Nævnet vurderede, at klagers interesse i sagen var af ideel karakter og ikke adskilte sig fra den almene befolknings interesse i områdets natur- og miljøforhold. Klager var derfor ikke tilstrækkeligt individuelt og væsentligt berørt af afgørelsen.

Vurdering af screeningsafgørelsen

Nævnet realitetsbehandlede klagen over Hjørring Kommunes afgørelse om, at projektet ikke var omfattet af krav om miljøvurdering. Nævnets prøvelse var begrænset til retlige spørgsmål, jf. miljøvurderingslovens § 49, stk. 1.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering. Nævnet lagde vægt på, at:

• Kommunen havde foretaget en konkret vurdering af, at projektområdet på stranden ikke udgør et egnet levested for beskyttede arter som markfirben (Rådets direktiv 92/43/EØF bilag IV).
• Kommunen havde vurderet, at den kompenserende sandfodring ville modvirke negative effekter på kystlandskabet og nabostrækninger.
• Kommunen havde afvejet hensynet til områdets geologiske og rekreative værdier over for det akutte behov for kystbeskyttelse.

På den baggrund stadfæstede nævnet afgørelsen om, at projektet ikke krævede en miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 21.