Afgørelse om afvisning af klage vedrørende tilladelse til kystbeskyttelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Kystdirektoratets afgørelse af 28. august 2020. Afgørelsen gav tilladelse til kystnær sandfodring og strandfodring på fællesaftalestrækningen Lodbjerg-Nymindegab, der strækker sig over Thisted, Lemvig, Holstebro og Ringkøbing-Skjern kommuner. Projektet omfatter sandfodring med op til 27,9 mio. m³ sand over en femårig periode på en 116 km lang strækning, opdelt i ni hovedstrækninger og 33 delstrækninger.

Kystdirektoratet havde truffet afgørelse i medfør af Kystbeskyttelsesloven § 3 og samtidig vurderet, at der ikke skulle udarbejdes en konsekvensvurdering for Natura 2000-områderne. Direktoratet havde desuden besluttet, at tilladelsen for tre af strækningerne kunne udnyttes straks, jf. Kystbeskyttelsesloven § 18 a, stk. 10.

Klagen og dens indhold

Klagen blev oprindeligt indgivet til Folketingets Ombudsmand den 16. september 2020 af en erhvervsdrivende fond (V1), som videresendte den til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte primært, at Kystdirektoratet ikke havde hjemmel til at tillade øjeblikkelig udnyttelse af tilladelsen, at afgørelsen var ugyldig på grund af en misvisende klagevejledning i Miljøstyrelsens § 25-tilladelse, og at der reelt var tale om forsøgsfodringer.

Klageberettigelse

Klageren argumenterede for sin klageberettigelse ved at henvise til sin status som erhvervsdrivende fond, der udfører kystbeskyttelse globalt, og en tidligere kendelse fra Klagenævnet for Udbud, der havde fundet klageren klageberettiget i en udbudssag. Kystdirektoratet bestred klageberettigelsen og anførte, at klageren ikke havde en væsentlig individuel interesse i sagen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste at realitetsbehandle klagen over Kystdirektoratets tilladelse til kystbeskyttelse. Afgørelsen blev truffet i henhold til Kystbeskyttelsesloven § 18 a, stk. 1 og Kystbeskyttelsesloven § 18, stk. 1.

Begrundelse for afvisning af klageberettigelse

Nævnet fandt, at klageren ikke var klageberettiget, da de fremførte klagepunkter havde karakter af en ideelt betonet interesse, som ikke adskilte sig fra andre borgeres interesser. En væsentlig individuel interesse kræver, at man er berørt af afgørelsen i en kvalificeret grad, og at påvirkningen er speciel i forhold til den, afgørelsen har for en større personkreds. En mere almindelig eller indirekte interesse er ikke tilstrækkelig.

Nævnet fastslog desuden, at klageren, som en erhvervsdrivende fond, ikke var omfattet af den kreds af klageberettigede foreninger og organisationer, der er opregnet i Kystbeskyttelsesloven § 18 a, stk. 1.

Forholdet til Klagenævnet for Udbuds kendelse

Det forhold, at Klagenævnet for Udbud tidligere havde vurderet klageren klageberettiget i henhold til Lov om Klagenævnet for Udbud § 6, stk. 1, nr. 1, kunne ikke føre til et andet resultat. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde vægt på, at Klagenævnet for Udbuds vurdering var baseret på klagerens status som potentiel tilbudsgiver i en udbudssag, hvilket ikke var relevant for vurderingen af klageberettigelse efter kystbeskyttelsesloven.

Tilbagebetaling af gebyr

Som følge af afvisningen af klagen blev det indbetalte klagegebyr tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 3. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.