Afskedigelse af socialpædagog med hoftedysplasi var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en socialpædagog, der blev ansat ved en region i 2013. I 2014 fik klageren konstateret medfødt hoftedysplasi i begge hofter, hvilket medførte betydelige smerter og begrænset gangfunktion. Som følge af helbredsproblemerne blev der indgået en § 56-aftale, og klageren gennemgik flere operationer i 2015 og 2018.

På grund af de fysiske begrænsninger kunne klageren ikke varetage de sædvanlige plejeopgaver. Parterne blev derfor enige om, at klageren i perioder skulle varetage administrative opgaver og senere en funktion som arbejdstidsplanlægger på fuld tid. I denne rolle stod klageren for vagtplanlægning for tre afdelinger. Efter en fornyet hofteoperation i 2018 og efterfølgende sygemelding opstod der dog udfordringer med stabiliteten i opgavevaretagelsen.

I starten af 2019 besluttede arbejdsgiveren, at klageren skulle ophøre som arbejdstidsplanlægger på grund af usikkerhed og fejl i arbejdet. Klageren blev i stedet forsøgt omplaceret til en pædagogisk stilling i en afdeling med lettere arbejdsopgaver, hvor arbejdet primært bestod i verbal guidning og dokumentation uden tunge løft. Klageren anførte heroverfor, at:

• Arbejdsgiveren burde have tilbudt mere fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.
• Stillingen som arbejdstidsplanlægger burde have været opdelt, så klageren kun havde ansvaret for færre afdelinger.
• Omplaceringen til en pædagogisk stilling var urealistisk givet de fysiske begrænsninger.

Sagen rejste det juridiske spørgsmål, om arbejdsgiveren havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse over for en medarbejder med handicap, og om afskedigelsen på grund af sygefravær var sagligt begrundet.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen af klageren ikke var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2.

Nævnet vurderede indledningsvist, at klageren på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i lovens forstand, da hoftedysplasien medførte langvarige begrænsninger i hendes evne til at deltage i arbejdslivet. Efter Forskelsbehandlingsloven § 7a fandt nævnet, at klageren havde påvist faktiske omstændigheder, der skabte formodning for forskelsbehandling, da afskedigelsen var begrundet i sygefravær relateret til handicappet.

Nævnet fandt dog, at regionen havde løftet bevisbyrden for, at de havde opfyldt deres tilpasningsforpligtelse efter Forskelsbehandlingsloven § 2a. Begrundelsen herfor var:

• Arbejdsgiveren havde løbende iværksat omfattende foranstaltninger, herunder nedsat arbejdstid, § 56-aftale og forsøg på omplacering til både administrative og lettere pædagogiske opgaver.