Afskedigelse af faglig sekretær med bipolar lidelse var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven

Sagen omhandler en faglig sekretær, der blev ansat hos en faglig organisation den 1. november 2017. I april 2019 blev klageren akut dårlig og opsøgte sin læge, hvor det blev konstateret, at hun led af bipolar affektiv sindslidelse. Efterfølgende blev hun indlagt på en psykiatrisk skadestue.

I maj 2019 afholdt parterne en sygefraværssamtale. Her oplyste klageren, ifølge mødereferatet, at hendes læge havde vurderet, at der ville være tale om en længerevarende sygemelding, og at hun ikke i fremtiden ville kunne varetage en fuldtidsstilling. På baggrund af disse oplysninger vurderede ledelsen, at det ikke var muligt at udarbejde en mulighedserklæring, og klageren blev kort efter afskediget med henvisning til virksomhedens drift og de manglende udsigter til at genoptage arbejdet på fuld tid.

Klageren gjorde gældende, at afskedigelsen udgjorde direkte forskelsbehandling på grund af handicap. Hun anførte, at arbejdsgiveren var bekendt med hendes diagnose, da en repræsentant fra ledelsen havde kørt hende til lægen og skadestuen. Indklagede bestred dog, at de havde kendskab til den specifikke diagnose på afskedigelsestidspunktet, og anførte yderligere, at lidelsen ikke opfyldte lovens krav om at være et handicap, da der ikke forelå en lægelig prognose om langvarige begrænsninger.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at afskedigelsen ikke var i strid med Forskelsbehandlingsloven § 2. Nævnet lagde i sin begrundelse vægt på, om klagerens lidelse på afskedigelsestidspunktet kunne karakteriseres som et handicap i lovens forstand.

For at en lidelse anses som et handicap, skal der være tale om begrænsninger af lang varighed. Da klageren blev diagnosticeret i april 2019 og afskediget i maj 2019, havde begrænsningerne på afskedigelsestidspunktet ikke haft en faktisk lang varighed. Vurderingen beroede derfor på en prognose.

Nævnet fandt, at der ikke forelå tilstrækkelige lægelige oplysninger eller en konkret lægelig prognose, der dokumenterede, at klagerens funktionsnedsættelse ville blive langvarig. Selvom klageren selv havde oplyst til arbejdsgiveren, at hun ikke fremover kunne arbejde på fuld tid, var dette ikke understøttet af lægejournaler eller lignende dokumentation på daværende tidspunkt.

Da klageren ikke havde godtgjort, at hun led af et handicap i Forskelsbehandlingsloven § 1, stk. 1's forstand, blev indklagede frifundet, og princippet om delt bevisbyrde i Forskelsbehandlingsloven § 7a førte ikke til et andet resultat.