Momspligt for kommunale projekter om vedvarende energi: Fortolkning af begrebet 'økonomisk virksomhed' ved strukturelt underdækkede omkostninger

Sagen omhandler en præjudiciel anmodning fra den polske Naczelny Sąd Administracyjny (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) vedrørende fortolkningen af momsdirektivet (Direktiv 2006/112/EF), navnlig artikel 2, 9 og 13.

Tvisten opstod mellem den polske kommune Gmina O. og Dyrektor Krajowej Informacji Skarbowej (den nationale skatteoplysningsmyndighed) om, hvorvidt kommunen handlede som en momspligtig person ved gennemførelse af et regionalt projekt om installation af systemer for vedvarende energi (RES) på private ejendomme tilhørende kommunens indbyggere.

Projektets finansieringsmodel

Kommunen indgik aftaler med sine indbyggere om installation af RES. Finansieringen var opdelt således:

• Indbyggernes andel: Maksimalt 25% af de støtteberettigede omkostninger.
• Offentlig støtte: 75% af de støtteberettigede omkostninger fra den kompetente region.
• Kommunens rolle: Kommunen indgik aftale med installationsvirksomheden, betalte markedsprisen og modtog fakturaer. Ejendomsretten til RES tilfaldt kommunen i projektperioden (fem år) og blev derefter overført til indbyggeren.

Det centrale spørgsmål for Domstolen var, om denne aktivitet udgjorde en momspligtig levering af varer og tjenesteydelser mod vederlag, og om kommunen dermed udøvede 'økonomisk virksomhed' i momsdirektivets forstand, eller om aktiviteten faldt uden for momsens anvendelsesområde.

Domstolen konkluderer, at den omhandlede aktivitet ikke udgør en momspligtig levering af varer og tjenesteydelser, og at kommunen derfor ikke handlede i egenskab af afgiftspligtig person.

Domstolens begrundelse for manglende økonomisk virksomhed

Domstolen fastslog, at selvom der var et retsforhold om gensidig udveksling (levering af RES mod betaling), opfyldte kommunens aktivitet ikke kriterierne for 'økonomisk virksomhed' som defineret i direktivets artikel 9, stk. 1. Vurderingen skal foretages ud fra en erhvervsdrivendes typiske adfærd (en installatør af RES):

• Manglende indtægtsformål: Kommunen har ikke til hensigt at opnå indtægter af varig karakter. Aktiviteten er ikke regelmæssig, og kommunen har ingen udsigt til fortjeneste.
• Strukturelt underskud: Selvom der modtages betalinger fra indbyggere og regional støtte, er det samlede modtagne beløb (som kun vedrører de støtteberettigede omkostninger) strukturelt lavere end de faktiske markedsomkostninger, som kommunen betalte til entreprenøren. Kommunen bar tabsrisikoen.
• Den store forskel mellem de afholdte omkostninger og de modtagne beløb fra indbyggerne (max 25% af støtteberettigede omkostninger) indikerer, at bidraget fra indbyggerne snarere skal sidestilles med et gebyr end et egentligt vederlag for en markedsydelse.