Afgørelse om henvisning til Østre Landsret i sag om erstatningsansvar efter IT Factory konkurs

Sagens Parter

Sagen blev anlagt af IT Factory A/S under konkurs, repræsenteret ved kurator advokat Boris Frederiksen, og Skandinaviska Enskilda Banken AB, Filial af Skandinaviska Enskilda Banken (sagsøgere).

De sagsøgte var Interessentskabet af 1. januar 2001, Statsautoriseret Revisionsvirksomhed, samt Sagsøgte 1 og Sagsøgte 2.

Sagens Baggrund

Sagen drejede sig om, hvorvidt de sagsøgte var erstatningsansvarlige over for fordringshaverne i IT Factory A/S under konkurs og Skandinaviska Enskilda Banken i forbindelse med de tab, der opstod som følge af konkursen.

Begæring om Henvisning til Landsret

Sagsøgerne, repræsenteret ved advokat Boris Frederiksen, havde i stævningen begæret, at sagen skulle henvises til behandling ved Østre Landsret. Denne begæring blev tilsluttet af advokaterne for alle de sagsøgte parter.

Begæringen om henvisning var baseret på Retsplejeloven § 226, stk. 1, som giver byretten mulighed for at henvise en sag til landsretten, hvis sagen er af principiel karakter. Sagsøgerne anførte blandt andet, at sagen krævede stillingtagen til fortolkningen af Årsregnskabsloven § 64, stk. 2, vedrørende angivelse af forpligtelser i årsrapporten i henhold til indgåede leje- eller leasingkontrakter.

Rettens Overvejelser om Principiel Karakter

Retten bemærkede, at udgangspunktet for civile sager er behandling ved byretten, jf. Retsplejeloven § 224. Selvom Retsplejeloven § 226, stk. 1 åbner mulighed for henvisning af sager af principiel karakter, fandt retten ikke, at den konkrete afgørelse af, i hvilket omfang IT Factory A/S' aftaler skulle anses for leasingaftaler omfattet af Årsregnskabsloven § 64, stk. 2, i sig selv havde en sådan principiel karakter, at den berettigede henvisning til landsretten.

Retten lagde vægt på, at hverken sagens betydelige beløb, dens særlige karakter, den store offentlige interesse eller det forhold, at direktøren i IT Factory A/S havde begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed, i sig selv gjorde sagen principiel. Sagen vedrørte hovedsagelig spørgsmål om god regnskabsskik og revisorskik samt bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar, hvilket efter rettens opfattelse krævede en konkret bevisvurdering snarere end stillingtagen til principielle retsspørgsmål.

Kendelse

Retten afviste begæringen om at henvise sagen til behandling ved Østre Landsret. Begrundelsen var, at sagen ikke blev anset for at have en tilstrækkelig principiel karakter, der berettigede en direkte henvisning til landsretten i første instans. Sagen blev udsat.