Østre Landsret stadfæster afgørelse om sagsomkostninger baseret på betalt retsafgift

Denne sag omhandler en kære af Hillerød Rets afgørelse af 15. marts 2011 vedrørende fastsættelse af sagsomkostninger. Kærende 1 og Kærende 2, tidligere sagsøgere, kærede afgørelsen til Østre Landsret.

Kærende parters anbringender

Kærende 1 og Kærende 2 anførte, at fastsættelsen af sagsomkostninger til advokatbistand burde tage udgangspunkt i forligsbeløbet, ikke påstandsbeløbet. De argumenterede for, at en fastsættelse baseret på påstandsbeløbet reelt straffede dem for ikke at have påført sagen unødige omkostninger i form af yderligere retsafgift.

Indkæredes og dommerens holdning

• Indkærede A/S, tidligere sagsøgte, udtalte sig ikke vedrørende kæremålet.
• Dommeren henholdt sig til den trufne afgørelse ved sagens fremsendelse.

Østre Landsret behandlede kæremålet og kom frem til følgende begrundelse og resultat:

Landsrettens begrundelse

Landsretten henviste til Retsplejeloven § 316, som fastslår, at udgifter til advokatbistand erstattes med et passende beløb.

Bestemmelsen er affattet ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. Lovforslaget bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om Reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene), der omhandler sagsomkostninger.

Parallelitet mellem sagsværdi og retsafgift

Retsplejerådet har anført, at der fortsat bør være parallelitet mellem den sagsværdi, der anvendes ved betaling af retsafgift, og den sagsværdi, der anvendes ved udmåling af sagsomkostninger.

Standardtakster for advokatbistand

Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at udgifter til advokatbistand dækkes med et passende standardiseret beløb, og at standardtaksterne fastsættes inden for intervaller af sagens værdi, som foreslået af Retsplejerådet.

Landsrettens resultat

På baggrund af ovenstående er udgangspunktet for fastsættelsen af omkostninger til dækning af advokatbistand den værdi, der er betalt retsafgift af. Dette understøttes også af Højesterets dom af 21. december 1981 (U.1982.126/1H). Da der ikke forelå omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt, stadfæstede Landsretten byrettens afgørelse.