Nedsættelse af ølafgift til 0 kr. da loyalitetskort ikke i sig selv beviser importørstatus

Kernen i sagen var, om registreringer på et loyalitetskort i sig selv er tilstrækkeligt bevis for, at kortindehaveren har foretaget indkøbet og indførslen af varerne i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 6a, stk. 1. Skattestyrelsen argumenterede for en formodningsregel, hvor kortindehaveren skal bevise, at han ikke har foretaget købene, da kortet ifølge vilkårene er personligt.

Landsskatteretten undersøgte loyalitetskortets karakter og fandt, at:

• Det er et fysisk ihændehaverkort uden pinkode.
• Der kræves ikke forevisning af legitimation ved brug.
• Der er ingen kontrol hos butikken, der forhindrer udlån af kortet.

Retten konkluderede på den baggrund:

"Efter en samlet konkret vurdering finder retten, at der ikke alene ved registreringerne på [...]kontoen, og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, er en formodning for, at klageren har indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede."

Da der ikke forelå yderligere objektive beviser, såsom bankudskrifter eller betalingsoplysninger, der koblede klageren direkte til alle købene, fandt retten, at Skattestyrelsen ikke havde løftet sin bevisbyrde.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse. Den opkrævede ølafgift på 218.810 kr. nedsættes til 0 kr. Retten fastslår, at registreringer på et loyalitetskort uden yderligere dokumentation ikke har tilstrækkelig objektiv bevisværdi til at statuere afgiftspligt for kortindehaveren.

Klageren bestred opkrævningen og anførte, at øllen var indkøbt til eget brug og delt med venner og familie, som deltog i indkøbsturene. Klageren forklarede, at loyalitetskortet blev brugt for at opnå rabatter, og at flere personer var med på turene, hvorfor de registrerede køb ikke udelukkende var foretaget af klageren selv. Klageren henviste også til tidligere grænsekontroller, hvor der ikke var fundet problemer.

Landsskatterettens vurdering

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet var et fysisk ihændehaverkort, der ikke krævede pinkode eller identifikation ved brug, og at der ikke fremgik identitetsoplysninger på kortet. Selvom kortets betingelser angav, at det var personligt og ikke måtte overdrages, fandt Landsskatteretten, at kortet ikke var indrettet på en måde, der forhindrede brug af flere personer, og at der ikke var indført kontrolforanstaltninger for at håndhæve dette.

Retten bemærkede, at der ikke forelå oplysninger, der støttede, at det var klageren, der rent faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. Landsskatteretten henviste til sine tidligere afgørelser i lignende sager, herunder SKM2023.97.LSR og SKM2025.62.LSR, hvor det blev fastslået, at registreringer på et loyalitetskort i sig selv ikke havde tilstrækkelig objektiv bevisværdi til at løfte Skattestyrelsens bevisbyrde for, at kortindehaveren alene havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer. Retten skelnede fra SKM2025.177.BR, hvor yderligere dokumentation (bankkontoudtog og færgebilletter) havde skabt en formodning for kortindehaverens indkøb.

Landsskatteretten fandt, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede og i mængder, der oversteg, hvad der kunne anses for at være til klagerens eget brug. Der var heller ikke godtgjort, at klageren hæftede for afgiften i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 30 eller Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.