Landsskatteretten: Registreringer på personligt loyalitetskort var ikke tilstrækkeligt bevis for, at kortindehaveren selv indførte afgiftspligtige mængder øl

Sagen vedrørte Skattestyrelsens opkrævning af 218.810 kr. i ølafgift mod klageren for indkøb af store mængder øl i Tyskland i perioden fra den 27. september 2017 til den 11. marts 2020. Købene var udelukkende identificeret via registreringer på klagerens personlige loyalitetskort (Clubkort) tilknyttet en tysk grænsebutik.

Skattestyrelsen argumenterede for, at klageren i perioden havde indført 54.988 liter øl (svarende til et gennemsnit på ca. 22.166 liter pr. år), hvilket langt oversteg, hvad der måtte anses for at være til eget brug jf. Øl- og vinafgiftsloven § 6 a, stk. 1, nr. 1. Styrelsen pålagde derfor klageren afgiften, idet de mente, at klageren havde handlet minimum groft uagtsomt, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1 for de ældste dele af perioden. Skattestyrelsen gjorde gældende, at det påhvilede kortindehaveren at dokumentere, at varerne enten var til eget brug eller købt af andre.

Klageren forklarede, at han ofte fungerede som chauffør for venner og bekendte i forbindelse med grænsehandlen, og at de fælles indkøb blev registreret på hans Clubkort udelukkende for at optjene bonuspoint. Han bestred, at han alene stod for indkøb og indførsel af den registrerede varemængde.

Landsskatterettens vurdering af bevisbyrden

Landsskatteretten (LSR) foretog en konkret vurdering af bevisværdien af registreringerne på loyalitetskortet. LSR lagde vægt på følgende om kortets natur:

• Kortet er et fysisk ihændehaverkort, der ikke kræver pinkode eller identitetskontrol ved brug.
• Der fremgår ingen identitetsoplysninger på kortet, kun et kortnummer.
• Kortet er ikke et betalingskort, men giver adgang til optjening af bonuspoint.
• Selvom vilkårene fastslog, at kortet var 'personligt og ikke måtte overdrages til andre', var der ikke indført kontrolmekanismer, der forhindrede, at kortet blev anvendt af flere personer.

LSR fandt, at loyalitetsprogrammet og det tilknyttede kort ikke var indrettet på en måde, der umiddelbart sikrede, at det kun blev anvendt af den person, der havde oprettet kontoen. Mod klagerens oplysninger var der derfor ikke skabt en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren alene havde indkøbt og indført de afgiftspligtige varer svarende til det registrerede kvantum.

Registreringerne på loyalitetskontoen havde således ikke i sig selv en tilstrækkelig objektiv bevisværdi til, at Skattestyrelsen havde løftet bevisbyrden for, at klageren selv havde indkøbt og indført den registrerede varemængde. Landsskatteretten fandt heller ikke, at det var godtgjort, at klageren i øvrigt hæftede for afgiften jf. (hæftelse for ikke-afgiftsberigtigede varer).