Ølafgift: Landsskatteretten nedsætter afgift til 0 kr. grundet manglende bevis for kortindehavers indførsel af varer

Sagen omhandler Landsskatterettens behandling af en klage over Skattestyrelsens opkrævning af 97.124 kr. i ølafgift for varer indkøbt i Tyskland i perioden 1. april 2015 til 19. juli 2016. Skattestyrelsen havde opkrævet afgiften baseret på transaktioner registreret på klagerens loyalitetskort fra [virksomhed1], idet de mente, at mængden af indkøbte øl oversteg, hvad der kunne anses for at være til eget brug.

Faktiske omstændigheder

Skattestyrelsen modtog i januar 2021 oplysninger fra [virksomhed1] ApS om varekøb i deres butik i Tyskland, hvor klagerens loyalitetskort var anvendt. En gennemgang af klagerens konto for den pågældende periode viste omfattende indkøb af øl, hvilket førte til opkrævningen. Loyalitetsprogrammets vilkår, gældende fra februar 2021, angiver, at kortet er personligt og ikke må overdrages, men [virksomhed1] bekræftede, at kortet bruges uden pinkode eller ID-kontrol, og at der ikke er sket væsentlige ændringer i vilkårene siden 2015. Klagerens repræsentant fremlagde erklæringer fra personer, der bekræftede at have deltaget i indkøbsture og købt drikkevarer til eget brug.

Skattestyrelsens afgørelse og begrundelse

Skattestyrelsen fastholdt opkrævningen med den begrundelse, at de indførte mængder øl (gennemsnitligt 19.436 liter pr. år, svarende til ca. 11,4 rammer øl pr. dag) væsentligt oversteg, hvad der kan anses for at være til eget brug, jf. øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De henviste til, at varer indført med henblik på videresalg eller for andre, der ikke deltager i rejsen, ikke anses for eget brug. Da klageren ikke forudanmeldte købene og indbetalte afgiften, opkrævedes afgiften i henhold til øl- og vinafgiftsloven § 16, stk. 2, jf. opkrævningsloven § 9, stk. 1. Skattestyrelsen anvendte reglerne om ekstraordinær ansættelse for 2015-2016, jf. skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, idet de vurderede, at klageren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at anmelde indførslerne. De argumenterede for, at der var en formodning for, at køb registreret på loyalitetskortet var foretaget af kortindehaveren, og at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for det modsatte.

Klagerens påstande og anbringender

Klageren påstod nedsættelse af opkrævningen til 0 kr. med følgende hovedargumenter:

• Oplysningerne fra [virksomhed1] gav ikke et retvisende billede af de varer, der reelt tilgik klageren, da kortet blev anvendt af både familie og venner, der deltog i turene og afregnede kontant.
• De få varer, der reelt tilgik klageren, oversteg ikke mængden til eget brug og var derfor afgiftsfritaget efter øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2.
• Der kunne ikke ske ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, da klageren ikke havde handlet groft uagtsomt.
• Loyalitetskortet er et ihændehaverkort uden identitetsoplysninger eller sikkerhedsforanstaltninger, hvilket skaber stor usikkerhed om, hvem der har foretaget købene.
• Klageren henviste til Landsskatterettens afgørelse SKM2023.97.LSR, hvor det blev fastslået, at registreringer på loyalitetskortet ikke i sig selv danner grundlag for en skønsmæssig opkrævning af afgift, og at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet er et fysisk ihændehaverkort uden krav om pinkode eller identifikation ved brug, og at det ikke er et betalingskort. Retten bemærkede, at kortet ikke er indrettet til udelukkende at blive anvendt af den person, der har oprettet kontoen, og at det forhold, at vilkårene angiver kortet som "personligt og ikke må overdrages til andre", ikke ændrer herpå, da der mangler kontrolforanstaltninger.

Efter en samlet konkret vurdering fandt retten, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen, og imod klagerens oplysninger om sit varekøb, var en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede. Dette skyldtes navnlig, at købene ikke var registreret med klagerens navn eller e-mail, og at kortet kunne anvendes af andre. Der forelå ingen yderligere oplysninger, der støttede, at klageren faktisk havde foretaget samtlige de registrerede køb. Landsskatteretten konkluderede derfor, at Skattestyrelsen ikke havde løftet bevisbyrden for, at klageren var afgiftspligtig, og at det heller ikke var godtgjort, at klageren i øvrigt hæftede for afgiften. Retten henviste til sin tidligere afgørelse SKM2023.97.LSR.

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter den opkrævede afgift på 97.124 kr. nedsættes til 0 kr.