Vurdering af krænkelsesgodtgørelse til børn efter moderens drabsforsøg og grove vold

Erstatningsnævnet traf afgørelse om differentieret godtgørelse til de tre ansøgere baseret på en konkret vurdering af de forbrydelser, de hver især havde været udsat for.

Afgørelse for barnet udsat for drabsforsøg

Nævnet fandt, at barnet, der havde været udsat for drabsforsøg, opfyldte betingelserne for godtgørelse. Nævnet vurderede, at der var tale om en så alvorlig krænkelse af barnets personlige integritet, at det faldt inden for rammerne af Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 3.

• Resultat: Barnet blev tilkendt 20.000 kr. i krænkelsesgodtgørelse.

Afslag til de øvrige søskende

For så vidt angår de to andre børn, der havde været udsat for henholdsvis grov vold og forsøg på grov vold, meddelte nævnet afslag på godtgørelse for krænkelse.

Begrundelse for afslag: Nævnet lagde vægt på, at det er en forudsætning for godtgørelse efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 3, at forbrydelsen efter de konkrete omstændigheder ville have medført en fængselsstraf af en vis varighed. Nævnet vurderede ikke, at moderens vold mod disse to børn i den konkrete sammenhæng ville have medført fængsel i omkring 1 år eller derover.

Oversigt over afgørelsen

Afslutningsvis vejledte nævnet samtlige ansøgere om muligheden for at søge om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for tab af erhvervsevne, såfremt der kunne dokumenteres varige følger af overgrebene.

Retten lagde vægt på, at T havde en meget lang forhistorie med personfarlig og almenfarlig kriminalitet, herunder gentagen grov vold. Vigtigst var, at han i 2013 blev betinget udvist, og de nuværende vidnetrusler blev begået i prøvetiden for denne betingede udvisning.

Parternes Centrale Argumenter

Anklagemyndigheden argumenterede for ubetinget udvisning med et indrejseforbud i 6 år, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 6 og Udlændingeloven § 32, stk. 2, nr. 2. De anførte, at T's gentagne og alvorlige kriminalitet udgjorde en alvorlig trussel mod samfundsinteresser, og at hans manglende integration, fravær af fast arbejde eller uddannelse og medlemskab af LTF støttede kravet om udvisning.

T påstod stadfæstelse af landsrettens afgørelse om betinget udvisning. Han fastholdt, at ubetinget udvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, særligt EMRK artikel 8 om retten til privat- og familieliv. Han fremhævede sin stærke tilknytning til Danmark, hvor hans familie og spæde datter bor, og at han havde ringe forudsætninger for at klare sig i Libanon, som han ikke havde besøgt siden barndommen.