Dom om afpresning, frihedsberøvelse, hæleri, forsøg på røveri, vidnetrusler og vold i gentagelsestilfælde

Vidneforklaringer

• Vidne 4 (Forhold 2): Forklarede, at Forurettede 2 havde fortalt om to personer i lejligheden og tre i bilen. Forurettede 2 vidste, hvem gerningsmændene var, men nævnte ikke navne til at starte med.
• Forurettede 5 (Forhold 7, 8, 9, 14 b): Han havde ikke inviteret tiltalte og Vidne 2 hjem. Han blev truet med vold og dødstrusler mod sin familie, hvis han anmeldte dem. Han blev tvunget ind i bilen. Han blev tvunget til at udlevere sit hævekort. Hans lejlighed blev overtaget af tiltalte og andre, og han turde ikke kontakte politiet af frygt for sin familie.
• Vidne 1 (Forhold 6): Forklarede, at han og tiltalte havde truet Forurettede 2 på grund af hans anmeldelse til politiet. Hans forklaring om, at tiltalte ikke var til stede, blev tilsidesat som utroværdig.
• Vidne 6 (Forhold 14): Forklarede, at personerne kun var på adressen i kort tid. Hun hørte Forurettede 8 blive banket op mod en dør og hørte en pige sige, at hun ikke måtte ringe til politiet.
• Forurettede 6 (Forhold 11 og 13): Han ville ikke have tiltalte og Vidne 2 ind i sin lejlighed og forsøgte at stoppe dem. Han bekræftede, at tiltalte bad Vidne 2 om at "slappe af" under volden mod Forurettede 7.
• Forurettede 2 (Forhold 2 og 3): Han følte sig tvunget til at hjælpe tiltalte med at hæve penge af frygt for tæsk og tiltaltes vennekreds. Han blev truet med vold mod sig selv og sin plejemor.
• Forurettede 4 (Forhold 4): Han fik opfattelsen af, at han skulle give tiltalte penge, men flygtede, da han ikke havde nogen. Han var rystet og chokeret efter episoden.
• Forurettede 7 (Forhold 11): Han kendte ikke tiltalte og kunne ikke huske at være blevet slået, men røg og drak meget i perioden.

Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at der ikke blev fastsat en længstetid for tiltaltes ophold i institution. Tiltalte blev fundet skyldig i en række forhold, herunder hæleri, forsøg på røveri, vidnetrusler, frihedsberøvelse, afpresning, vold og hærværk. Han blev frifundet for visse forhold om husfredskrænkelse og frihedsberøvelse på grund af manglende anmeldelse inden for påtalefristen.

Skyldsspørgsmålet

Landsretten tiltrådte byrettens afgørelse om skyld i de fleste forhold, dog med præciseringer og frifindelser for enkelte dele:

Sanktionsspørgsmålet

Tiltalte blev fundet skyldig i overtrædelse af følgende bestemmelser:

• Straffeloven § 123
• Straffeloven § 244, stk. 1, jf. Straffeloven § 247, stk. 1
• Straffeloven § 260, stk. 1, nr. 1
• Straffeloven § 261, stk. 1
• Straffeloven § 279, jf. Straffeloven § 23
• Straffeloven § 281, nr. 1
• Straffeloven § 288, stk. 1, nr. 1, jf. Straffeloven § 21
• Straffeloven § 290, stk. 1
• Straffeloven § 291, stk. 1
• Straffeloven § 301, stk. 1, nr. 1

På baggrund af mentalerklæringer og udtalelser fra Retslægerådet og Samrådet for udviklingshæmmede lovovertrædere blev tiltalte fundet omfattet af Straffeloven § 16, stk. 2. Han straffes derfor ikke med almindelig straf.

Tiltalte skal anbringes i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, med mulighed for overførsel til sikret afdeling efter kommunens bestemmelse, jf. Straffeloven § 68, 2. pkt.. Der fastsættes ingen længstetid for foranstaltningen, jf. Straffeloven § 68 a, stk. 2.

Den tidligere idømte betingede straf fra dom af 30. august 2019 bortfalder som følge af den nye foranstaltning, jf. Straffeloven § 89 a, stk. 1.

Udvisning

Betingelserne for udvisning blev fundet opfyldt, jf. Udlændingeloven § 24, nr. 1, jf. Udlændingeloven § 22, nr. 2 og Udlændingeloven § 22, nr. 6, samt Udlændingeloven § 24, nr. 2. Landsretten foretog en proportionalitetsafvejning, hvor tiltaltes begrænsede tilknytning til både det danske og syriske samfund, samt kriminalitetens alvor og omfang, blev vurderet. Det blev fundet, at udvisning ikke ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser, jf. Udlændingeloven § 26, stk. 2.

Tiltalte udvises for bestandigt, jf. Udlændingeloven § 32, stk. 4, nr. 7.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Anbringender

T appellerede dommen fra Landsretten med påstand om, at han højst skulle idømmes en tidsbestemt fængselsstraf på 3 år. Han anførte, at de aktuelle seksualforbrydelser, begået i et parforhold, ikke var af en sådan grovhed, at de kunne begrunde forvaring efter Straffeloven § 70, stk. 2, især da hans tidligere seksualforbrydelser lå langt tilbage i tiden.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse af forvaringsdommen. De fremhævede, at betingelserne i Straffeloven § 70, stk. 2 var opfyldt, da T frembyder en væsentlig og generel fare, hvilket blev understøttet af Retslægerådets vurdering af hans personlighedsmæssige egenart og historikken for gentagen, ligeartet kriminalitet. En tidsbestemt straf ville ikke være tilstrækkelig til at forebygge gentagelsesrisikoen.