Håndhævelse af tinglyst deklaration om parkeringsforbud på offentlig vej

En grundejerforening har spurgt Vejdirektoratet, om Køge Kommune kan se bort fra en tinglyst deklaration fra 1983, der forbyder parkering på to specifikke kommuneveje. Grundejerforeningen mener, at parkeringsforbuddet er vigtigt for trafiksikkerheden, men kommunen har meddelt, at forbuddet ikke længere er gældende.

Juridiske rammer for parkering og håndhævelse

Vejdirektoratet redegør for de gældende regler for standsning og parkering, som primært findes i færdselsloven.

• Generelle parkeringsregler: Færdselslovens § 28 og § 29 fastsætter de grundlæggende forbud og regler for, hvor og hvordan man må standse og parkere.
• Kommunens beføjelser: En kommune kan som vejmyndighed, med politiets samtykke, indføre lokale færdselsmæssige bestemmelser, herunder parkeringsforbud. Dette følger af Færdselslovens § 92, stk. 1.
• Håndhævelse: Det er som udgangspunkt politiet, der håndhæver færdselslovens parkeringsregler. Kommunen kan dog få tilladelse til at overtage parkeringskontrollen og pålægge afgifter for overtrædelser jf. Færdselslovens § 121 og § 122a.

Vejdirektoratets vurdering

Vejdirektoratet udtaler sig generelt om lovgivningen og kan ikke tage stilling til den konkrete sag eller fortolke privatretlige dokumenter som en tinglyst deklaration.

Vejdirektoratet konkluderer følgende:

• Der er intet i vej- eller færdselslovgivningen, der forhindrer en vejmyndighed i at fastsætte færdselsregulerende foranstaltninger via en privatretlig deklaration.
• Spørgsmålet om, hvorvidt en kommune er forpligtet til at håndhæve en sådan privatretlig deklaration, er et privatretligt anliggende.
• En eventuel tvist om fortolkningen og håndhævelsen af deklarationen skal afgøres ved domstolene, da det falder uden for Vejdirektoratets kompetence.

Håndhævelse af parkering på de pågældende offentlige veje sker således efter færdselslovens almindelige regler og eventuelle lokale bestemmelser truffet med politiets samtykke.

<h1>Udtalelse om håndhævelse af deklaration om parkering på offentlig vej</h1><p>I har ved e-mail af 30. september 2021 stillet Transportministeriet spørgsmål om håndhævelsesmulighederne for deklaration om parkering på offentlig vej. Jeres forespørgsel er efterfølgende blevet sendt til Vejdirektoratet med henblik på besvarelse af denne.</p><p>I har oplyst, at der i jeres område er udlagt 164 parcelhuse i starten af 1970´erne. Området bliver vejbetjent af dels overordnede veje, der har status af offentlige veje, dels en række stikveje, der har status af private fællesveje. I 1977 har den daværende Skovbo Kommune vedtaget en lokalplan for området (lokalplan nr. 14), og efterfølgende har den i juli 1983 tinglyst en deklaration for området, og hvoraf det af deklarationens pkt. A fremgår, at ”inden for lokalplan 14´s område er al parkering forbudt på Klempegårdsvej (kommunevej nr. 183) og den del af Buen, der udgør kommunevej nr. 182”.</p><p>Den aktuelle tvist – med Køge Kommune – omhandler, hvorvidt det er tilladt at parkere på de ovenfornævnte kommuneveje, og hvordan det i givet fald kan håndhæves. I grundejerforeningens ordensreglement har man i alle årene haft oplyst, at parkering på de kommunale veje ikke er lovligt, men nu har kommunen oplyst, at dette på trods af deklarationen ikke er gældende.</p><p>I har oplyst, at det er bestyrelsens klare vurdering, at det bl.a. på grund af oversigtsforholdene er fremmende for trafiksikkerheden, at der ikke parkeres på de kommunale veje.</p><p>I spørger i den forbindelse, om det kan være rigtigt, at kommunen uden videre kan vælge at se bort fra den pågældende deklaration.</p><h2>Vejdirektoratets udtalelse</h2><h3>Færdselslovens bestemmelser om parkering</h3><p>Standsning eller parkering må ikke ske på et sådant sted eller på en sådan måde, at der opstår fare eller ulempe for færdslen. Dette fremgår af færdselslovens § 28, stk. 1.</p><p>Standsning eller parkering må kun ske i højre side af vejen i færdselsretningen. På mindre befærdet vej og vej med ensrettet færdsel kan standsning eller parkering dog ske i venstre side. Ved standsning eller parkering skal køretøjet anbringes i vejens længderetning ved kørebanens yderkant eller om muligt uden for denne. Dette fremgår af færdselslovens § 28, stk. 2.</p><p>Standsning eller parkering må ikke ske på cykelsti, gangsti eller fortov. Tilsvarende gælder for midterrabat, helleanlæg og lignende. Uden for tættere bebygget område kan et køretøj, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg, dog standses eller parkeres med en del af køretøjet på fortov. Dette fremgår af færdselslovens § 28, stk. 3.</p><p>Standsning eller parkering må efter bestemmelsen i færdselslovens § 29, stk. 1, ikke ske:</p><ul><li>på fodgængerfelt eller ud for udkørsel fra cykelsti eller inden for en afstand af 5 m foran fodgængerfeltet eller udkørslen.</li><li>i vejkryds eller inden for en afstand af 10 m fra den tværgående kørebanes nærmeste kant.</li><li>på jernbaneoverkørsel eller anden overkørsel.</li><li>på en sådan måde, at færdselstavle eller -signal dækkes.</li><li>på bro over motorvej, i viadukt eller tunnel.</li><li>på eller i nærheden af bakketop eller i eller ved uoverskueligt vejsving.</li><li>på strækning, hvor kørebanen før vejkryds ved hjælp af spærrelinjer er inddelt i vognbaner, eller inden for en afstand af 5 m før begyndelsen af en sådan strækning.</li><li>ved siden af spærrelinje, hvis afstanden mellem køretøjet og linjen er mindre end 3 m, og der ikke mellem køretøjet og spærrelinjen findes en punkteret linje.</li><li>i krybespor.</li><li>på afmærket holdeplads for hyrevogne.</li><li>på en sådan måde, at kørsel med letbanekøretøj hindres.</li></ul><p>Ved busstoppested er det ikke tilladt at standse eller parkere på den afmærkede strækning på hver side af stoppestedsskiltet. Findes en sådan afmærkning ikke, gælder forbuddet inden for en afstand af 12 meter på hver side af skiltet. Dette fremgår af færdselslovens § 29, stk. 2.</p><p>Parkering må efter bestemmelsen i færdselslovens § 29, stk. 3, ikke ske:</p><ul><li>nærmere end 30 m fra jernbaneoverkørsel.</li><li>ud for ind- og udkørsel til og fra ejendom eller i øvrigt således, at kørsel til eller fra ejendom væsentligt vanskeliggøres.</li><li>på kørebanen på hovedveje uden for tættere bebygget område.</li><li>ved siden af andet køretøj, som holder ved kørebanens kant, bortset fra to-hjulet cykel, to-hjulet knallert eller to-hjulet motorcykel uden sidevogn.</li><li>på en sådan måde, at adgangen til andet køretøj herved hindres, eller at dette ikke kan føres fra stedet.</li></ul><p>Vejmyndigheden for en offentlig vej kan med samtykke fra politiet træffe færdselsmæssige bestemmelser, som indvirker på vejens udnyttelse eller indretning, herunder om parkering og standsning. Dette fremgår af færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1.</p><h3>Færdselslovens regler om standsnings- og parkeringsafgifter</h3><p>Efter bestemmelserne i færdselslovens § 121, stk. 1, kan politiet pålægge en afgift for overtrædelse af en række standsnings- og parkeringsforbud. Transportministeren kan bestemme, at kontrollen med overholdelse af disse bestemmelser helt eller delvist overlades til vejmyndigheden, jf. færdselslovens § 122a.</p><h3>Vores svar</h3><p>Det er som udgangspunkt politiet, der håndhæver færdselslovens bestemmelser i §§ 28 og 29 om parkering og standsning, og det omfatter også færdselsmæssige forhold, som kommunen – som vejmyndighed – har indført med politiets samtykke efter bestemmelsen i færdselslovens § 92, stk. 1, nr. 1.</p><p>Vejmyndighederne kan efter bestemmelserne i færdselslovens § 122a, stk. 1 og 5, overtage kontrollen med overholdelsen af bestemmelserne i færdselslovens § 121, stk. 1.</p><p>Politiet vil således være berettiget til at håndhæve færdselslovens bestemmelser på en offentlig vej som Klempegårdsvej, ligesom der er hjemmel i færdselsloven til at overlade kontrollen herom til kommunen (som vejmyndighed).</p><p>Hverken færdselsloven eller vejloven indeholder forbud mod, at en vejmyndighed på et plangrundlag, f.eks. i en lokalplan, eller på et privatretligt grundlag, f.eks. i en tinglyst servitut, deklaration eller lignende, bestemmer, at der skal gælde bestemte færdselsregulerende foranstaltninger på en eller flere offentlige veje.</p><p>I hvilket omfang en vejmyndighed imidlertid kan forpligtes til privatretligt at håndhæve sådanne bestemmelser i en servitut, deklaration eller lignende, herunder en vurdering af rækkevidden af disse bestemmelser, er dog grundlæggende privatretlige spørgsmål, som vi ikke kan tage stilling til. Disse spørgsmål må i stedet indbringes for og afgøres af domstolene.</p>