Øl- og spiritusafgift: Kun forudbestilte varer købt med fordelskort blev anset for afgiftspligtige

Landsskatteretten traf en delt afgørelse.

Afgørelse for forudbestilte varer

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse for de varer, hvor der forelå en forudbestilling i klagerens navn. Retten fandt, at oplysningerne om forudbestilling skabte en formodning for, at klageren selv havde foretaget indkøbene. Da klageren ikke havde afkræftet denne formodning, og mængderne væsentligt oversteg grænserne for eget brug, var han afgiftspligtig for disse varer i henhold til Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9 og Spiritusafgiftsloven § 33, stk. 9. For den ældste periode blev det fastslået, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 32 var opfyldt.

Afgørelse for øvrige varer

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse for den resterende varemængde, hvor der ikke var foretaget forudbestilling. For disse køb fandt retten, at den blotte registrering på et usikret fordelskort ikke var tilstrækkeligt bevis til at pålægge klageren afgiftspligten. Skattestyrelsen havde ikke løftet sin bevisbyrde, og afgiftskravet for disse varer blev derfor nedsat til 0 kr.

Sagen blev hjemvist til Skattestyrelsen for en ny talmæssig opgørelse i overensstemmelse med Landsskatterettens afgørelse.

Klageren anførte, at en stor del af indkøbene var foretaget af andre privatpersoner, der deltog i indkøbsturene til Tyskland, og at varerne derfor var til eget forbrug for disse personer. Klageren fremlagde en oversigt over deltagere på turene samt otte erklæringer fra navngivne personer, der bekræftede at have foretaget indkøb via klagerens kort. Klageren bestred desuden, at oplysninger fra et privat rabatprogram kunne danne grundlag for en afgiftsberegning, og afviste grov uagtsomhed, hvilket ville forhindre ekstraordinær ansættelse.

Skattestyrelsens argumentation

Skattestyrelsen fastholdt, at indkøbene var til klagerens eget brug, da mængderne var for store til afgiftsfritagelse jf. Øl- og vinafgiftsloven § 11, stk. 2. De henviste til, at varer medbragt for andre, der ikke deltager i rejsen, eller hvor der betales for varerne/rejseomkostninger, ikke anses for eget brug. Skattestyrelsen mente, at klageren havde handlet groft uagtsomt, hvilket berettigede ekstraordinær ansættelse efter Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 3. De afviste klagerens fremlagte oversigter og erklæringer som utilstrækkelig dokumentation.

Landsskatterettens begrundelse

Landsskatteretten lagde til grund, at loyalitetskortet ikke umiddelbart alene kunne anvendes af den person, der havde oprettet kontoen, da der ikke var kontrolforanstaltninger, der forhindrede brug af flere personer. Retten bemærkede, at loyalitetsprogrammets vilkår udelukkende regulerede forholdet mellem butikskæden og klageren.

Varer uden forudbestilling: Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at der ikke alene ved registreringerne på loyalitetskontoen var en tilstrækkelig klar formodning for, at klageren havde indkøbt og indført afgiftspligtige varer svarende til det registrerede, når der ikke forelå oplysninger om forudbestillinger. Dette skyldtes især, at kortet kunne anvendes af andre end den person, det var udstedt til, og der manglede yderligere objektive oplysninger, der støttede, at klageren havde foretaget samtlige køb. Skattestyrelsen havde derfor ikke løftet bevisbyrden for disse køb.

Varer med forudbestilling: For de indkøb, hvor klagerens navn eller e-mailadresse var registreret i forbindelse med forudbestillinger, fandt Landsskatteretten, at der var skabt en formodning for, at klageren havde foretaget disse indkøb. Klagerens fremlagte generelle lister og erklæringer fra andre personer afkræftede ikke denne formodning, da de manglede specifikke datoer og mængder, og de fremlagte kvitteringer var ikke underbygget af objektive kendsgerninger som kontoudskrifter. Da mængden af øl væsentligt oversteg den vejledende mængde for eget brug, påhvilede det klageren at godtgøre, at varerne var til eget brug, hvilket ikke var sket. Der blev henvist til SKM2015.712.VLR og SKM2013.52.VLR.

Ekstraordinær ansættelse: For perioden 7. december 2016 til 4. maj 2018, som lå uden for den ordinære frist, fandt Landsskatteretten, at klageren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at betale afgift af den usædvanligt store mængde forudbestilte varer. Da Skattestyrelsen modtog kontroloplysningerne den 5. januar 2021 og varslede ændringerne den 5. maj 2021, var fristerne i Skatteforvaltningsloven § 32, stk. 2 overholdt. Klageren hæftede for afgiften jf. Øl- og vinafgiftsloven § 27, stk. 9.

Et retsmedlem var dog uenig og stemte for at nedsætte afgiften til 0 kr. for alle registreringer, da der ikke var skabt en formodning for, at klageren havde indkøbt og indført den registrerede varemængde, heller ikke for de forudbestilte varer.